Vatanspor-chef: FCN skal virkelig have en off-day
Vatanspor møder onsdag eftermiddag et af Danmarks bedste hold i Betano Pokalen.

Vatanspor tager onsdag eftermiddag imod FC Nordsjælland i Betano Pokalen.
Efter sensationssejren over AaB tidligere i pokalturneringen, skal den aarhusianske jyllandsserie-klub jagte en ny sensation.
Cheftræner i klubben Haci Kara er imidlertid ikke i tvivl om, hvad det er for en modstander, der venter hans mandskab. Ifølge cheftræneren kræver det, at FCN har en dårlig dag på kontoret, hvis Vatanspor skal have en chance.
Det fortæller han i et interview med Campo.
- Først og fremmest, så skal FC Nordsjælland have en off-day, som i virkelig en off-day.
- Så skal vi ramme dagen fra alle spillere og håbe på, at vi kan holde dem hen så længe så muligt, og så få lidt tro på det og lidt momentum i kampen - og så se, om vi kan score et enkelt mål, og så tage den derfra.
Artiklen fortsætter efter billedet

Selvom han godt er klar over, at FC Nordsjælland er kæmpestore favoritter til dagens opgør, kræver han, at holdet går ud til kampen med en tro på, at de kan vinde.
- Der skal være troen på det. Vi er jo godt klar over forskellen på os og FC Nordsjælland, men vi skal ikke gå ud på banen med en tanke om, at vi skal tabe den her kamp.
- Vi skal se, hvor langt vi kan vi kan komme i den her turnering og så må vi jo se hvad der kommer af sig.
Den sensationelle sejr over AaB tidligere i Betano Pokalen har også givet blod på tanden i den aarhusianske klub.
- Vi har haft en rigtig god og sensationel sejr mod AaB, og så skal vi selvfølgelig prøve at byde FC Nordsjælland op til dans også.
- Vi har forsøgt at forberede os ved at stå rigtig på banen i forhold til det taktiske, og så skal vi være forberedte på, at vi kommer til at skulle lide under kampen.
Haci Kara sagde tidligere på sæsonen i et interview med Campo, at han og holdet håbede på, at møde et tophold i Danmark. Det ønske bliver i dag opfyldt.
- Jeg synes, at Nordsjælland er en af de mest spændende hold og klubber i Superligaen, både på banen og uden for banen.
- Det jo en kæmpe klub, der konstant sælger spillere til store adresser i Europa, så det jo en kæmpe fornøjelse for os at møde en af de bedste klubber i Superligaen.
Læs mere om Vatanspors sensationssejr over AaB her:

FC Nordsjælland












