Efter vild pokal-triumf: Nu vil de møde AGF igen Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Efter vild pokal-triumf: Nu vil de møde AGF igen

Vatanspor slog sensationelt AaB ud af Betano Pokalen tirsdag aften.

Vatanspor efter en pokalkamp mod AGF i 2022
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

Vatanspor sikrede sig tirsdag aften avancement i Betano Pokalen efter en sejr på 2-1 mod traditionsklubben AaB.

Den aarhusianske jyllandsserieklub er slet ikke i tvivl om, hvem de håber, bliver trukket op af bowlen som den næste modstander.

Det fortæller cheftræner for Vatanspor Haci Kara i et interview med Campo.

- Det er mestrene, vi gerne vil møde. Også at det er en Aarhus-klub. Så det kunne være fantastisk for os. Nu er vi kommet dertil, hvor vi gerne vil have en rigtig fed oplevelse igen. 

Cheftræneren tror også, at Vatanspors hold er blevet en del stærkere end det hold, de stillede med, da de tabte 0-8 til AGF i 2022. Det tror han dog også, at AGF's hold er.

Betyder meget for klubben

En sejr som den mod AaB betyder ifølge cheftræneren i Aarhus-klubben rigtig meget for klubben. 

- Det er jo en kæmpe cadeau til alle, der er omkring klubben. Til alle de frivillige, der hjælper, til ledelse, bestyrelse og formand.

Han fortæller, at det er godt for klubben at møde nogle store hold, fordi det kan skabe omtale, der kan hjælpe klubben fremad.

- Sådan en kamp skaber opmærksomhed og måske er der nogle unge spillere, som gerne vil prøve kræfter af hos os. Det håber vi i hvert fald.

Det er i den grad også en kamp, der er kommet godt rundt i medierne.

Artiklen fortsætter efter billedet

Vatanspor efter en pokalkamp mod AGF i 2022
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Freelance/Ritzau Scanpix

- Jeg kan se, at der i flere medier bliver skrevet om AaB's katastrofe og AaB's nedtur, men det er også Vatanspor, der har gjort, at det blev til AaB's nedtur. Sådan en sejr gør, at vi får den anerkendelse, vi skal have.

Haci Kara fortæller, at han havde en god fornemmelse af kampen. Både før, under og især efter.

- Jeg havde en god følelse. Det var ikke fordi, jeg som sådan var nervøs. Realistisk set kunne man jo godt forvente, at vi skulle tabe den her kamp, men så længe muligheden var der, så skulle vi gå efter den.

- Det var aftalen med spillerne og det gjorde vi jo så. 

Fejringen af den sensationelle sejr må imidlertid vente for Vatanspor.

- Vi har lige et par vigtige kampe, som skal spilles. Vi har en topkamp lørdag, selvom det er en anden dimension end AaB, som vi gerne vil spille.

- Vi skal fortsætte momentum. Vi skal lige ned på jorden igen og lade være med at tro, at vi kan gå på vandet. Vi skal ud at spille det spil, vi spiller rigtig godt, og det skal vi fortsætte med.

Selvom fejringen af gårsdagens sejr må vente, har sportschefen i klubben lovet truppen en tur i byen:

Sensationssejr: Sportschef har lovet kæmpe bytur

Mest læste

Notifications

Notifikationer