Tid til selvransagelse: AGF-fangruppe kigger indad Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tid til selvransagelse: AGF-fangruppe kigger indad

Fangrupperingen Samlet for Aarhus har atter været ved tasterne.

Spillerne på banen inden AGF-Viborg.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tastaturet i Samlet for Aarhus får én over nakken for tiden.

Det hele begyndte med en uanmeldt fanprotest i form et af stemningsboykot og adskillige bannere under søndagens kamp mellem AGF og Viborg FF.

Det skyldes ikke mindst AGF's afbrudte samarbejde med sponsoren WindowMaster International A/S, der blev kædet sammen med bødebetalinger og pyroteknik.

Efter søndagens kamp kom Samlet for Aarhus med en udmelding, der forklarede tankerne bag kritikken af AGF - herunder af administrerende direktør Jacob Nielsen og bestyrelsesformand Lars Fournais.

Tirsdag er tiden så inde til, at AGF-fangrupperingen kigger indad.

Det fremgår af et langt skriv på Instagram.

- Søndagens kamp mod Viborg og vores efterfølgende udmelding har affødt en omfattende debat blandt AGF-fans og i offentligheden, indledes den nye udmelding.

Samlet For Aarhus forklarer, at de mange reaktioner, der også indeholder kritik, har givet anledning til eftertanke og selvransagelse.

Først og fremmest slår fangrupperingen dog fast, at man ikke har ændret opfattelse af årsagerne til søndagens protest.

- Men stolthed må aldrig blive en hindring for at erkende egne fejl. Denne gang er vi nødt til at lægge stoltheden til side og være villige til at lægge os fladt ned dér, hvor vores handlinger har været uhensigtsmæssige.

- Beslutningen om ikke at varsle stemningsboykotten mod Viborg var bevidst. Vi var klar over, at den ville afføde spørgsmål og utilfredshed, men overraskelsesmomentet var en en væsentlig del af protestens formål.

- Når det er sagt, må vi erkende, at vi undervurderede de samlede konsekvenser af vores fremgangsmåde. Selvom overraskelsesmomentet var tilsigtet, betød den manglende forhåndsinformation, at mange af vores medfans blev efterladt uden en tilstrækkelig forståelse af protestens baggrund. Samtidig påvirkede boykotten spillerne på banen, som ingen andel havde i konflikten.

Spillerne på banen inden AGF-Viborg.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Set i sammenhæng med vores bannere og den efterfølgende debat har vores fremgangsmåde været med til at forstærke en i forvejen vanskelig situation og skabe større afstand mellem os og mennesker, som vi grundlæggende deler den samme kærlighed til AGF med. Det beklager vi oprigtigt, og det ansvar ønsker vi ikke at løbe fra, står der.

Banner-show

Samlet for Aarhus når også forbi de forskellige bannere, der blev vist frem undervejs søndag.

Her stod blandt andre AGF-direktør Jacob Nielsen og bestyrelsesformand Lars Fournais for skud.

- Vi anerkender naturligvis den betydning, klubbens ledelse har haft for AGF's udvikling og sportslige resultater. Den anerkendelse er ikke uforenelig med vores ret til at være kritiske, men vi må samtidig erkende, at der er forskel på at udfordre beslutninger og på at lade kritikken fremstå som et personligt opgør.

Søndagens AGF-kamp var desuden en 'Legendernes dag' for Aarhus-klubben. Det betød i denne omgang, at Bent Wachmann skulle hyldes som årets legende 2026.

Her fremviste Samlet For Aarhus et banner, der i stedet fokuserede på Mogens Boyter, der trækker tråde til både AGF's bestyrelse og WindowMaster International A/S.

- Vores banner om Mogens Boyter var tænkt som en anerkendelse af en anden betydningsfuld del af AGF's historie. Men vi erkender, at både formuleringen og timingen var uhensigtsmæssig, og at vores protest var med til at overskygge en hæder, som Bent Wachmann fuldt ud havde fortjent.

- Vi skylder derfor Bent Wachmann og vores medfans en oprigtig undskyldning.

Du kan læse den lange udmelding i fuld længde her:

Mest læste

Notifications

Notifikationer