Sønderjyske slipper med skrækken – men alarmklokkerne ringer
Sønderjyske slap fra Lyngby Stadion med ét point. Her er Campos konklusion fra kampen.

Sønderjyske er fortsat uden sejr i den nye Superliga-sæson.
Søndag måtte Fatah Abdirahman og kompagni nøjes med uafgjort på udebane mod Lyngby Boldklub - men det var et tiltrængt et af slagsen.
Opgøret endte 1-1.
Læs Campos Konklusion fra opgøret her:
Højdepunktet
Simon Colyn.
Det er altså godt fundet af Lyngby Boldklub.
Den 24-årige canadier kom til klubben sidste sommer fra De Graafschap i Holland, og han leverede en ganske fin debutsæson i Lyngby med ti målinvolveringer i 25 kampe i 1. division.
Skridtet op til Superligaen har dog ingenlunde været for stort for Colyn, der atter viste søndag mod Sønderjyske, at han er en virkelig spændende spiller.
Colyn scorede Lyngbys enlige mål fra distancen og er nu på tre mål og ét oplæg i Superliga-sæsonen. Dertil har han leveret et mål og én assist i Betano Pokalen.
Han bliver spændende at følge!
Nedturen
Alarmklokkerne ringer fortsat i Haderslev - men ikke i lige så høj grad som efter en times spil på Lyngby Stadion.
Det lå lidt i kortene, at Sønderjyske kom til at kigge ind i en svær sæson.
Manden ved roret i Haderslev, Thomas Nørgaard, røg til Brøndby, og samtidig måtte klubben sige farvel til blandt andre Olti Hyseni, Magnus Jensen, Daniel Gretarsson og Tobias Sommer.
Det giver sig selv, at det svækker holdet markant, men det lader til, at de mange afgange har svækket truppen i et sådan omfang, at Sønderjyske er spidskandidat til at rykke ud af Superligaen.
Sønderjyske blev søndag reddet af en scoring af Ismail Seydi i det 75. minut.
Det er noget af en ilddåb, Fatah Abdirahman har fået. Han skal dog have ros for sine indskiftninger, der gav momentum.

Overraskelsen
Lyngby Boldklub har været et positivt bekendtskab i den nye Superliga-sæson.
De kongeblå har vist flot spil og turde angribe - også mod de forventede top seks-hold.
Flere gange har fortællingen dog været den, at det gode, modige spil ikke har kastet sejre af sig, og søndag gentog historien sig.
15 minutter før tiden røg sejren - igen - ud af hænderne på Lyngby, der for fjerde gang i sæsonen måtte nøjes med uafgjort.
Lyngby skal arbejde på at lukke kampene.
Det holder Campo øje med
Hvor lang snor får Fatah Abdirahman? Spørgsmålet er måske en kende malplaceret efter en udebanekamp, der giver et point til kontoen, men Sønderjyske er i problemer.
Som nævnt tidligere kommer det ikke som den store overraskelse, at Sønderjyske ikke er kommet blæsende fra start. De mange afgange har efterladt et hold, der skal finde sig selv på ny.
De fleste Superliga-hold ville da også blive udfordret, hvis fire af de største profiler forlod klubben på én sommer.
Abdirahman har knap nok nået at sætte sit præg på Sønderjyske-holdet. Men hvor længe får han lov til at arbejde videre med projektet, hvis resultaterne fortsætter med at udeblive?
Ledelsen står over for et dilemma: Skal man sende et tydeligt signal ved at reagere hurtigt eller udvise tålmodighed og holde fast i den plan, man har lagt?
Det holder Campo øje med.

Lyngby Boldklub
Sønderjyske













