Fed kamp mod FCM venter: Bliver noget helt andet
Oliver Villadsen regner med et helt andet kampbillede mod FCM.

Brøndby IF skal forsøge at rejse sig efter to nederlag i rap, senest mod Randers FC.
Men på et tidspunkt hvor klubben fra den københavnske vestegn måske kunne have ønsket sig en mere overkommelig modstander, så går turen mandag aften til MCH Arena i Herning, hvor FC Midtjylland venter.
Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, at modstanderen hedder FCM.
Det mener i hvert fald Oliver Vailladsen.
- Vi forventer et helt andet kampbillede mod FC Midtjylland på mandag. Det bliver en masse fysiske dueller og omstillinger, så det bliver en kamp med masser af power og energi. Og det tror jeg i virkeligheden passer vores hold rigtig fint, så jeg tror, det bliver en fed kamp også for jer, der skal se den udefra.
- Vi har individuel kvalitet oppe foran, men også inde på vores centrale del af midtbanen. FC Midtjylland er et hold, som også gerne vil frem på banen, og det giver alt andet lige plads for os at spille i, siger Brøndby-backen til klubbens egen hjemmeside.

Samtidig beretter han om en god træningsuge og en stemning, der ikke er videre påvirket efter de seneste nederlag:
- Jeg synes, der har været en positiv stemning i truppen trods nederlaget i søndags. Vi kan ikke rigtigt andet end at kigge fremad, og så skal man også huske på, at vi kun har spillet syv kampe og vundet fire, så det ser jo heller ikke skidt ud. Det er okay, men når det så er sagt, så har vi stadig en del steder vi skal bygge på og forbedre.
Oliver Villadsen og resten af Brøndby IF skal stå klar mod FCM mandag aften klokken 19.00.

Brøndby IF
FC Midtjylland












