AGF kommer på besøg: Det er jo giganternes kamp Foto: BK Skjold / Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF kommer på besøg: Det er jo giganternes kamp

BK Skjold er begejstrede over at få besøg af AGF i Betano Pokalen.

En collage af AGF- og BK Skjold-fans.
Foto: BK Skjold / Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF træder senere i september ind i Betano Pokalen, hvor de danske mestre må påtage sig rollen som kæmpestore favoritter.

Aarhusianerne har nemlig trukket BK Skjold fra Danmarksserien, og dermed bør der ikke være plads til undskyldninger for De Hviie, som i Superligaen har haft mere end svært ved at omsætte spillet til resultater.

I kampens anledning er Skjold fra Danmarksserien forvist fra den vanlige hjemmebane i Fælledparken til Østerbro Stadion, hvor der venter en kamp, som klubbens formand allerede har døbt noget ganske særligt.

- Med et stort smil kalder vi det giganternes kamp. Det er jo Danmarks bedste, AGF, mod Danmarks største, fortæller formand Jan Sørensen grinende med henvisning til BK Skjold, der er Danmarks største klub målt på antal medlemmer.

BK Skjold får fint besøg fra Smilets By, men for BK Skjold-formanden er det ikke resultatet, der er i højsædet.

- Vi ser kampen som en klubfest. Det er en stor dag for os alle. Hvis man kan lave et fodboldfællesskab og en fodboldfest og gøre det til en fed oplevelse, uanset hvad resultatet ender med at blive, så har man sgu fat i et eller andet, som vi synes er vigtigt, siger Jan Sørensen og uddyber:

- Vi prøver selvfølgelig altid at vinde vores fodboldkampe, men vi er jo ikke skabt for at slå Danmarksmestrene, så vi har også fokus på at gøre det til en fed dag for alle.

- Vi ved jo godt, at der er meget, meget lille sandsynlighed for, at det går vores vej, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

En collage af AGF- og BK Skjold-fans.
Foto: BK Skjold / Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Masser af fans - og frivillige

3.200 billetter er blevet solgt, og det er på ingen måde hverdagskost for BK Skjold.

- Normalt har vi nogle hundrede fans til vores kampe på kunstgræsbanen i Fælledparken. Nu kommer der mere end 3.000, så det betyder meget for os, at vi forhåbentligt får skabt en fed fest.

- Jeg tror aldrig, vi har haft så mange tilskuere til en kamp før, siger han.

Det store pokalopgør kræver også en ekstra indsats uden for kridtstregerne, hvor en lang række praktiske opgaver skal gå op.

Her kan BK Skjold til gengæld trække på en stor flok frivillige fra klubbens egne rækker.

- Jeg glæder mig også over, at der er så mange af vores medlemmer, som lige rækker hånden op og giver en hånd med sådan en dag og er klar til at stå og sælge øl eller pølser, stå i indgangen eller hvad det nu ellers kan være.

- Der er en masse frivillige, der vil hjælpe. Det er så fedt at være en del af, siger han.

Opgøret den 16. september har kickoff klokken 18:00.

Ville blande AGF- og Skjold-fans: Det ville politiet ikke

Mest læste

Notifications

Notifikationer