Riemer kiggede med: Vi har en klog landstræner
Brian Riemer var på plads på MCH Arena.

Brian Riemer havde taget turen til Herning mandag aften.
Inden længe skal han nemlig udtage sin landsholdstrup på ny.
Derfor gav det også god mening, at han brugte tid på at se FC Midtjylland og FC Nordsjælland ramle sammen.
I pausen af opgøret var han forbi TV 2 Sports studie, hvor han løftede sløret for, hvem han var kommet for at kigge nærmere på.
For FC Midtjylland var det Victor Bak, Philip Billing og Rasmus Nissen Kristensen, mens det for FC Nordsjælland var hjemvendte Victor Nelsson og bare 20-årige Justin Janssen, der i dagens anledning havde anførerbindet om armen.
At han holder øje med de to FCN-spillere, falder i god jord hos FCN-cheftræner Jens Fønsskov Olsen.
- Jamen jeg synes da, at vi har en klog landstræner, siger han indledningsvist til Campo og øvrige fremmødte medier.

- Har en radarfunktion
Mens Victor Nelsson har været afsted med landsholdet adskillige gange i sin karriere, er Justin Janssen ny for mange danske landsholdsfans.
Men den unge FCN'er har ifølge Jens Fønsskov Olsen et sæt færdigheder, som hele tiden er i udvikling - og samtidig indeholder en helt særlig evne:
- Det taler jo også lidt for sig selv. Hans intensitet er blevet højere, og hans forflytninger er blevet meget bedre. Han er jo virkelig, virkelig rolig på bolden. Han kan spille kort, han kan spille langt, han kan spille hurtigt, og han kan også spille langsomt. Han er blevet bedre til at beskytte sin bagkæde og vinder lidt flere dueller.
- Og så er der det der med, at han næsten altid ved, hvad der sker omkring ham, uden at han behøver at løbe og scanne så meget. Der er en eller anden radarfunktion, tror jeg, der gør, at han ved, hvad der sker, og så kan han spille afleveringerne med den rigtige fart. Det er en dygtig spiller.
Brian Riemer skal have sin landsholdstrup klar til den 24. september, hvor Norge venter i Nations League, inden først Wales og siden Portugal gæster Danmark i de efterfølgende dage.
Justin Janssen kom også i fokus i torsdags inde i Parken. Det kan du læse mere om her:

FC Nordsjælland












