AGF’s store helt banker på døren til mere spilletid
Janni Serra blev AGF’s redningsmand lørdag, og det kan avle flere kampminutter til den høje angriber.

Skarphed i begge ender.
Det er, hvad AGF-cheftræner Jakob Poulsen weekend efter weekend har savnet fra sine spillere.
Lørdag blev der ikke ændret på den manglende skarphed nede i defensiven mod Silkeborg IF. I stedet fik gæsten fra Søhøjlandet lov til at spille sig foran 0-2 før pausen.
Længe så det også ud til, at skarpheden atter udeblev i modsatte ende af banen - lige indtil Janni Serra tog skeen i den anden hånd i de døende minutter.

I løbet af fem minutter kort før slutfløj fandt den store tysker ikke bare ét, men to mål frem og sikrede Aarhus-klubben et enkelt point med 2-2.
Og den slags bedrifter kan meget vel vise sig at komme ham til gode, efter han ellers var startet på bænken lørdag.
- Det er jo klart, at når Janni går ind og har lavet tre mål i to kampe, så er det jo klart, at han spiller sig godt frem i køen blandt vores angribere, ingen tvivl om det, siger cheftræner Jakob Poulsen til Campo og øvrige fremmødte medier.
Det ene point er dog ikke nok til at spille AGF ud af den dårlige sæsonstart, der indtil videre har kastet fire point i syv kampe og en plads under nedrykningsstregen af sig.
- Det er for dårligt. Jeg synes, det er for dårligt af os. Og det bunder jo i, at vi ikke har været dygtige nok til at skrabe de point sammen, som mange af præstationerne har været til.
- Der er heldigvis mere end én runde tilbage, så vi kan stadigvæk nå at gøre noget ved det, siger AGF-cheftræneren.
AGF skal i aktion næste gang søndag ude mod FC Nordsjælland.
Silkeborg IF
AGF












