Her er Superligaens fem største sommer-salg
Transfervinduet er ovre, og det er tid til at gøre status over de mange millionhandler, der over sommeren har fundet sted.

Transfervinduet er forbi.
Og det betyder måske, at de fleste sportsdirektører rundt omkring i Superligaen kan ånde lette op og få nattesøvnen tilbage.
Det netop overståede transfervindue har utallige gange sprunget de økonomiske rammer og rekorder.
Derfor har Campo her samlet en liste over de fem dyreste handler og begynder her med de fem største salg foretaget af Superliga-klubber i sommertransfervinduet 2026.
Salg
#1 Darío Osorio - 210 millioner kroner
Chileneren skiftede til Crystal Palace for en rekordstor sum, der gjorde ham til den dyreste spiller i Superligaens historie.
Handlen går endeligt igennem næste sommer, hvor London-klubben er forpligtet til at købe Osorio.
Ud over de penge, FCM her er sikker på at få, er der for 30 millioner kroner klausuler ud fra nogle præstationsbetingelser til FCM i salgsaftalen.

#2: Caleb Yirenkyi - 202 millioner kroner
Caleb Yirenkyi, der i starten af august blev solgt til Premier League-oprykkerne fra Coventry, nåede at være Superligaens dyreste salg i små fire uger, inden Osorio overhalede ghaneseren indenom.
Der er yderligere tre millioner euro, cirka 22,5 millioner kroner, i mulige præstationsklausuler.
#3 Franculino Djú - 187 millioner kroner
Sidste sæsons Superliga-topscorer blev på transfervinduets sidste dag solgt til tyrkiske Trabzonspor.
For et års tid siden var det nok de færreste, der havde regnet med, at Franculino blot skulle blive det tredje dyreste salg i et Superliga-transfervindue.
Ud over de 187 millioner kroner er der for fem millioner euro, cirka 37,5 millioner kroner, præstationsklausuler i aftalen, nogle meget realistiske at indfri, mens andre kræver meget stor succes for Franculino og Trabzonspor.
#4 Aral Şimşir - 112 millioner kroner
Den offensive kreatør tog forskud på det tyrkiske eventyr, da han (ligesom Franculino) skiftede til Trabzonspor i starten af juli måned.

#5 Thomas Jørgensen - 56 millioner kroner
Et historisk salg for Viborg FF. Den danske offensivspiller skiftede til sydfranske Toulouse efter to flotte sæsoner i domkirkebyen.
Desuden er der et betragteligt millionbeløb til VFF i mulige bonusser i aftalen ud over de 56 millioner kroner, der kommer til udbetaling, hvis bestemte ting bliver indfriet.
Mange forventede, at AGF ville hente en angriber ind i transfervinduet, men det skete aldrig. Læs mere om hvorfor her:

FC Nordsjælland
FC Midtjylland
AGF
Brøndby IF












