Officielt: Victor Nelsson er tilbage i Superligaen
FC Nordsjælland har hentet Victor Nelsson hjem.

Victor Nelsson er tilbage i dansk fodbold.
FC Nordsjælland oplyser således på klubbens hjemmeside tre timer før transferdeadline, at man har hentet den 27-årige midtstopper hjem.
Den danske landsholdsspiller har sat pen til papir på en aftale af fire års varighed.
FC Nordsjælland oplyser ikke selv om det, men der går forlydender om, at Victor Nelsson har fået ophævet sin kontrakt i Galatasaray og derfor skifter til Farum-klubben kvit og frit.
Hovedpersonen fortæller i forbindelse med skiftet, at det er noget, han har ventet på længe:
- Da jeg forlod FC Nordsjælland i sin tid, var det med et løfte om, at jeg nok skulle vende tilbage på et tidspunkt, og jeg er meget glad for, at det hele kunne passe sammen nu. Jeg har hele tiden været i kontakt med klubben, og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg meget gerne ville tilbage til FC Nordsjælland en dag. Jeg har glædet mig til det, så det har faktisk været et par meget følelsesfulde dage for mig.
- For det var her, jeg havde en virkelig god ungdomstid og fik mine første sæsoner som seniorspiller, så det bliver helt fantastisk at trække trøjen over hovedet igen, se tilhængerne på stadion igen, møde alle mine nye medspillere… Ja, bare at have min daglige gang i Farum igen, siger Victor Nelsson.

Victor Nelsson spillede i første omgang i FCN fra han var 11 år gammel i 2010 til sommeren 2019, hvor han blev solgt til FC København, inden turen to år senere gik til Galatasaray.
I alt står han i forvejen noteret for 98 kampe for FCN's førstehold.

FC Nordsjælland
Galatasaray
Victor Nelsson












