FCM var tæt på i vinter – nu er han på vej til FCK
Den argentinske offensivspiller kan skifte Amsterdam ud med København.

De var angiveligt særdeles tæt på at lande ham i vinter, men dengang fortrak han Ajax over FC Midtjylland.
Nu kan argentinske Maher Carrizo alligevel være på vej til Danmark et halvt år efter, han vendte tommelfingeren ned til FC Midtjylland, men det er ikke midtjyderne men derimod FC København, der nærmer sig en aftale.
Det skrive hollandske De Telegraaf.
Ifølge mediet forsøger FC København at leje Carrizo for resten af sæsonen, efter hans start i Amsterdam-klubben ikke er gået som håbet.
FC Midtjylland bød angiveligt godt 60 millioner kroner på Carrizo i vinter, men Ajax' bud lød på 15 millioner kroner yderligere, og derfor var det hollænderne, der i sidste ende løb med den dengang 19-årige sydamerikaners signatur.

Der er dog en grund til, at Ajax kan være interesseret i at udleje den unge argentiner, der så langt fra har slået til i den hollandske storklub.
Bare otte kampe er det blevet til siden skiftet i februar, og endnu har han til gode at komme i kamp i Æresdivisionen i denne sæson, hvor han kæmper med blandt andre Viktor Tsygankov, Steven Berghuis og Oliver Edvardsen om spilletiden.
I første omgang skulle aftalen med FC København lyde på en lejeaftale for resten af sæsonen men UDEN købsoption.
Fra De Telegraafs side spekuleres der i, at det kan skyldes 34-årige Steven Berghuis' kontraktudløb næste sommer, hvor Ajax derfor håber, at Maher Carrizo med masser spilletid i den danske Superliga er klar til at byde ind på de offensive pladser hos de hollandske rekordmestre.
Det var argentinske Vélez Sarsfield, der i februar solgte Carrizo til Ajax, efter han havde spillet i Buenos Aires-klubben i mere end ti år.

Ajax
FC København
FC Midtjylland













