Transferfest i Randers? Det betyder nyt ejerskab Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix, Alan Poizner-Imagn Images/Ritzau Scanpix

Transferfest i Randers? Det betyder nyt ejerskab

ANALYSE: Randers FC’s aftale med en ny japansk investor åbner økonomiske muligheder men også en række vigtige spørgsmål.

Randers FC Japan Rasmus Bertelsen Søren Pedersen
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix, Alan Poizner-Imagn Images/Ritzau Scanpix

Det har bogstavelig talt taget år at få en ny ejer i Randers FC på plads.

Men nu er det meget, meget tæt på, sløret løftes for en ny japansk investor, der er gået rygter om i månedsvis.

Randers FC har on/off været til salg gennem et årti, men gang på gang er et salg faldet på ikke mindst betingelserne i en handel.

Forbilledet er en række positive tilfælde på udenlandske klubovertagelser i Danmark, hvor FC Midtjylland og FC Nordsjælland står mest tydeligt med meget stor succes gennem de seneste ti år.

Men skrækeksemplerne finder man også i Superligaen og især i de danske divisioner såvel som i en række andre europæiske lande.

Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Det er meget svært for selv velmenende og velhavende investorer at gennemskue og levere succes i en Superliga, hvor alt for mange udenlandske opkøbere har troet, man uden videre kunne blive Superliga-klub og i løbet af et par år slutte sig til feltet af topklubber og Europa-deltagere.

Det ræs er vanvittigt hårdt og svært, og uden at detaljerne om Randers-opkøbet endnu er ude, har Randers FC's ejere og ledelse gentagne gange understreget, at der skulle handling og kolde kontanter bag intentionerne.

Det vil der komme nu, og så får vi at se i form af konkret handling, om det skubber Randers FC op i nærheden og forbi OB i størrelsen på budgettet, eller vi ligefrem er ude i økonomi som FC Nordsjælland eller AGF.

De garantier er vigtige, for som Silkeborg IF oplevede i sidste sæson, er et millionopkøb af en udenlandsk investor ingen garanti for, at man er vaccineret mod at havne i en overlevelseskamp.

Hvordan med transfers?

Randers FC har hentet et par solide spillere til, men i en hård Superliga vil det lune med et par stykker før deadline onsdag aften i næste uge.

Det vil være yderst vovet at hænge hatten på, at Sønderjyske og Lyngby bliver ved med at lække mål og være ude af stand til at vinde kampe.

Trods de gode intentioner er man fortsat målfattigt med tre mål i de fem åbningskampe i ligaen, og firerboksen i forsvaret og den centrale midtbane skal der også skiftes i eller i det mindste være flere alternativer til inden for en overskuelig fremtid.

Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

At forløse holdet, så man scorer flere mål, kan også handle om andet end at hente angribere – hvilket Randers allerede har gjort – så mon ikke det er andre positioner, vi skal holde øje med.

Efter de lange forhandlinger kunne man gøre sig selv og stemningen en tjeneste, hvis der kommer et interessant navn eller to at bakke op om – uden at man skal tømme hele posen med yen i de kommende døgn.

Og japanske spillere?

J-League er i gang med en strategisk satsning, hvor man, ligesom MLS snart gør, har lagt turneringen om at til at følge den europæiske kalender.

Man satser samtidig på at oppe talentudviklingen og udvekslingen af spillere og know-how mellem de japanske klubber og Europa, og det vil være mærkeligt, hvis ikke den strategiske satsning minimum er tænkt ind i et højt profileret køb af en europæisk klub.

Det japanske landshold i Nashville forud for sommerens VM-slutrunde. Den japanske J-League har sammen med fodboldforbundet gang i en målrettet satsning på at øge det sportslige niveau i ligaen såvel som på landsholdene. Foto: Alan Poizner-Imagn Images

Det bliver spændende at se identiteten på investoren efter måneder med et hav af rygter i fodboldbranchen.

I Right To Dreams model med FC Nordsjælland er udveksling af især unge spillere på træningsophold og ture centralt, og det bliver spændende at se, om noget lignende også er på tapetet her på lidt længere sigt, efter flere J-League-klubber de seneste par år har leget med muligheden i forskellige former i andre europæiske lande.

Effekt over tid

Når det er sagt, er det nok ikke det store pengebål af en transferfest, der er lagt op til de kommende døgn, hvis den nye investor som breaket af Randers Amtsavis præsenteres fredag.

Der skal værdi for pengene, også når man skruer op for et budget, så man skal nok ikke forvente, at Randers splitter egen transferrekord ad.

Målet bliver at gøre Randers til en mere fast kandidat til Top 6 i et meget, meget kompetitivt og trangt felt, og når vi ser, hvor stærk en kandidat Viborg tegner til at blive fulgt af ambitiøse OB og et felt af de fem rigeste hold i rækken, bliver det en stor, stor udfordring.

Medie: Dansker har bejlere i England og Europa

Mest læste

Notifications

Notifikationer