Blæser til angreb i Europa: Vil vinde alle kampe
FC Midtjyllands sportschef, Kristian Bach Bak, lægger ikke skjul på de store europæiske ambitioner, klubben nærer.

De store, europæiske armbevægelser har førhen været noget, som FC København har haft eneret på i dansk regi.
I sidste sæson var det dog FC Midtjylland, der imponerede stort, da Ulvene spillede sig hele vejen til ottendedelsfinalerne i Europa League.
Nu venter en ny europæisk ligafase for den midtjyske klub, og her er ambitionerne de samme, som de altid har været.
FC Midtjylland går efter at vinde hver eneste kamp.
Det fortæller klubbens sportschef, Kristian Bach Bak til klubbens hjemmeside i kølvandet på playoff-sejren over HNK Rijeka torsdag aften, som endegyldigt sikrede klubben pladsen i dette års Conference League.
De kommende modstandere bliver herningenserne først klogere på fredag eftermiddag, men det rokker ikke ved den overordnede ambition.

- Vi går ind til det ligesom sidste sæson – og ligesom vi altid gør: for at vinde hver eneste kamp. Så må vi se, hvordan modstanden kommer til at se ud.
- Men vi viste sidste sæson i Europa, også med en ung gennemsnitsalder, at vi gik ind til alle kampe med vores måde at spille på og det udtryk, vi står for. Det kommer vi også til at gøre i det her Conference League-ligaspil, lyder det fra Kristian Bach Bak til klubbens hjemmeside.
Selvom det altså 'blot' blev til Conference League - den mindste af de tre europæiske turneringer - er det helt afgørende for FC Midtjylland at være med i Europa år efter år, lyder det desuden fra sportschefen.
- Det er en del af vores identitet og selvforståelse at spille europæisk ligaspil hvert år. Vi sigter altid efter Champions League eller Europa League, men i år hedder det Conference League. At komme ud og spille de her kampe i Europa er altafgørende for, at vi kan være den klub, vi er, siger Kristian Bach Bak.
Et af klubbens store indkøb er dog muligvis ikke med, når FC Midtjylland tager hul på den nye europæiske kampagne.
Det kan du læse mere om herunder.

FC Midtjylland












