Storroser AGF-holdkammerat: Han var selv overrasket
Sebastian Jørgensen var meget begejstret for Markus Solbakkens præstation mod Viborg FF.

📍Campo på Energi Viborg Arena
Markus Solbakken fik sin første startplads i hele 2026 fredag aften mod Viborg FF.
Det blev til et nederlag, men den teknisk dygtige midtbanespiller leverede flot i den time, som han fik på banen.
- Jeg synes, at han var fremragende. Jeg tror også, at han selv var lidt overrasket over, hvor godt han gjorde det, fortæller Sebastian Jørgensen om Solbakkens præstation til Campo og den øvrige presse efter kampen mod Viborg.
- Det er ikke meget, han har trænet det seneste halve år, så kæmpe cadeau til ham. Det var fandme fedt at se, at han kunne gå ind og lave sådan en præstation.
I foråret meldte AGF og Solbakken ud, at nordmanden havde fået konstateret multipel sklerose, der har resulteret i en betændt synsnerve, der volder midtbaneteknikeren problemer med synet.
- Det er dejligt. Markus er en fantastisk spiller, når han er klar. Vi har alle lidt med ham under den her periode (hvor han ikke kunne spille, red.), så det er bare dejligt at se, at han er den gamle Markus, der kan gå ind og spille på et højt niveau, afslutter Sebastian Jørgensen.
Markus Solbakken fortalte efter kampen mod Viborg til Campo og den øvrige presse, at synet stadigvæk driller ham, men han har lært at håndtere det bedre, hvilket altså nu betyder, at han igen er til rådighed for cheftræner Jakob Poulsen.

AGF-juvel må sidde ude i en periode.

AGF
Viborg FF













