Trækker støtten til upopulær boss
Irland trækker støtten til FIFA-præsident Gianni Infantino, mens rivalerne foreslår, at præsidentposten skal gå på skift mellem kontinenterne.

FIFA-præsident Gianni Infantino kæmper i disse døgn for sit politiske liv.
Europa, Asien og Mellem- og Nordamerika har erklæret mistillid til Infantino og kræver en undersøgelse af præsidentens kuldsejlede, fiasko-ramte forsøg på at privatisere VM.
Og i dag meddeler det irske fodboldforbund, at man dropper støtten til FIFA-præsidenten, som man ellers havde støttet skriftigt tidligere på året.
- Forbundet er taknemmeligt for den støtte, som FIFA yder til irsk fodbold, men de seneste begivenheder har givet anledning til betydelig bekymring vedrørende ledelse, gennemsigtighed og manglen på meningsfuld dialog, lyder det fra det irske forbund i en pressemeddelelse.
Andre forbund som Finland og Frankrig har mødt ekstrem hård kritik for oprindeligt at have støttet Infantino, og hele UEFA har meldt ud, at opbakningen til Infantino er væk, og at man går benhårdt efter at erstatte FIFA-præsidenten senest ved valget i FIFA i marts 2027.


Det britiske medie The Independent fortæller torsdag, at UEFA og kontinental-forbundene i Asien og Mellem- og Nordamerika går efter at indføre reformer i FIFA, hvor posten som præsident skal gå på skift mellem kontinenterne, hvis man får hældt Gianni Infantino ud som præsident.
Indtil videre lader Gianni Infantino til ikke at ville trække sig, selv om de tre kontinenter vil have flertal til at vælte ham, hvis ellers samtlige medlemsforbund stemmer mod ham.
Det afrikanske forbund CAF har torsdag gentaget, man fortsat støtter Infantino, om end der ifølge Campos kilder er en vis uro og vaklen i geledderne i det, der ellers er Infantinos sikreste støtte.

Frankrig












