Hylder Randers-komet: Bliver rigtig dygtig
Rasmus Bertelsen hylder det unge Randers-talent.

Randers høstede sæsonens første point søndag eftermiddag.
Lyngby Boldklub blev besejret med 2-0 takket være scoringer fra Mohamed Sankoh og hjemvendte Kasper Junker.
Derudover debuterede en af klubbens helt egne unge talenter Felix Sommer hjemme på Cepheus Park, da han kom ind og spillede de sidste 30 minutter på højreback.
Ifølge Rasmus Bertelsen venter der en stor fremtid i Superligaen for hans vedkommende.
- Han har haft en flot opstart og er en spiller, som er lovende og kan spille flere positioner. Men det er ikke på højre back, at han har størst erfaring, og det er ikke mit bud, at det er dér, han ender.
Den 17-årige forsvarsspiller gør sig primært som midtstopper.
- Men jeg er ikke i tvivl om hans fodboldmæssige potentiale. Det er stort. Han bliver en rigtig dygtig Superligaspiller, fortæller Rasmus Bertelsen ifølge Randers Amtsavis.

Hovedpersonen selv er også i ekstase over at have fået sin debut hjemme i det kronjyske.
- Jeg har stået på alle tribunerne på det stadion, og det er kun to-tre år siden, at jeg stod og heppede på nogle af de spillere, som nu er mine holdkammerater. Det var et meget specielt øjeblik, og jeg kunne godt mærke, at jeg var nervøs i de første minutter på banen.
Felix Sommer fik sine første minutter på Randers' førstehold i forårets sidste kamp, da kronjyderne gæstede FC København.

FC København
Lyngby Boldklub
Randers FC












