Profilers ulydighed er et produkt af klubbernes transfermaskine
Det er dødirriterende at miste spillere, man vil beholde, men ingen behøver have ondt af Superliga-klubberne og deres kolleger i Europa, der har skabt det moderne transfermarked.
FC København
FC Midtjylland
Jordan Larsson
SønderjyskeDer var en gang en dygtig fodboldspiller i FC Midtjylland, der havde en aftale med klubben om at skulle sælges.
Historien går, at en yderst interessant Premier League-klub ville købe ham, men klubben krævede så mange penge, at aftalen faldt til jorden, hvorefter der gik nogle uger uden, at spilleren var på banen.
I nogle versioner var det efter spillerens valg, før han blev solgt med en gigantisk profit, der dog ikke endte med at være så stor, som FCM havde håbet.
Synd for FCM? Niks, sådan er gamet, især hvis man rammer nogle beslutninger skævt.
Ballade i Superligaen
Det gamle eksempel dukker frem på lystavlen igen her med en lille måned tilbage i transfervinduet og nogle dage, hvor Jordan Larsson og Magnus Jensen på hver deres måde har skabt dønninger.
Larsson ved ikke at møde op til afrejse, da FCK skulle til Ungarn for at slå Debrecen (det gjorde man 3-0), og Jensen ved ifølge flere medier at afvise at bære anførerbindet i nederlaget til OB, efter Sønderjyske havde afvist at sælge forsvarsspilleren til FC Midtjylland.
Hvad parterne nøjagtigt har talt om bag lukkede døre er vigtigt og ikke noget, jeg ved noget om.
At sagerne på det, vi ved, skaber irritation hos de to klubbers fans, forstår jeg også til fulde.
Det er jo ikke ligefrem noget, der opmuntrer til et langt og lykkeligt samarbejde i Haderslev eller et godt farvel til Larsson, der de facto var solgt til en klub i Saudi-Arabien allerede for en måned siden med effekt fra, at klubben fik styr på sin licens.
Men jeg kan ikke påstå, at det overrasker eller synderligt forarger mig på de større linjer, når vi ved, hvordan transfermarkedet fungerer og husker på, hvem der har skabt det og har bukserne på.
Jeg skal ikke kunne sige, om Magnus Jensen var blevet lovet et skifte, hvis Sønderjyske kunne tjene en mønt, og forsvarsspilleren kunne få en topkontrakt.
Eller om Jordan Larsson havde fået det indtryk, han kunne tage af sted i det øjeblik, Al-Ettifaq var klar til et køb i stedet for efter Debrecen-kampen, som FCK tilsyneladende gerne ville.
Uanset skal man leve op til sin kontrakt, til det modsatte er aftalt.
Men at spillerne gør modstand og i kulissen, ofte uden vi i omverdenen får nys om det, sætter hårdt mod hårdt, det overrasker mig ikke.
Klubbernes – ikke spillernes – marked
Modstand og spillermagt, som vi også kender det fra udlandet, følger næsten naturligt i halen, når det er samtlige 12 Superliga-klubber, der bygger en stor del af deres forretning op om at uddanne spillere eller købe dem relativt billigt og så sælge dem dyrt til især udlandet eller de største Superliga-klubber.
For hver Olti Hyseni, der ryger til Brøndby for et rekordbeløb, eller Caleb Yirenkyi eller Franculino, der ryger til topligaer, har en Superliga-klub droppet et utal af spillere.
Ungdomsspillere, unge seniorspillere, unge udlændinge købt med håbet om en milliongevinst, veteraner, man vil af med for at gøre plads til yngre spillere eller nogen, man håber spiller bedre.
Det er en del af sporten og ikke mindst jagten på den næste milliongevinst på transfermarkedet, og det accepterer vi alle, også hvis det betyder, man mod en ældre spilleres vilje vipper ham ud af vagten og måske ned i divisionerne, eller når teenagere og unge seniorspiller får sparket.
Magtforholdet er til klubbernes fordel
I det spil, som alle 12 Superliga-klubber spiller, har jeg svært ved at se det moralske problem i, at spillere tilsvarende forsøger at optimere deres egen karriere, velvidende at de kan rive korsbåndet i næste kamp eller frosset ude af holdet af en ny cheftræner i næste måned.
Ligefrem ikke at møde op til en kamp eller afvise at være anfører er mere konfliktoptrappende, end hvad jeg havde rådet til ud fra, hvad vi ved.
Men overrasket eller forarget, det kan jeg ikke blive, når transfermarkedet så overvældende er designet til klubbernes fordel og med den magtposition, de har som arbejdsgivere.
At transfermarkedet er brandvarmt er ikke agenters og spilleres skyld men især de rigeste klubber i hvert land, en elite Superliga-klubber også tilhører.
Jeg hører hverken FC København, Sønderjyske, FC Nordsjælland, FC Midtjylland eller andre klage over, når de har slået egne salgsrekorder de seneste år – eller de seneste uger – takket være stadigt højere priser på transfermarkedet.
Jeg venter også på de første klager fra Superliga-klubberne, efter de har vundet titler eller er sluttet flot i Superligaen med spillere købt i mindre klubber end deres egen.
Det er i det hele taget imponerende, hvordan det er lykkedes klubber i hele verden at positionere sig, så de i de fleste tilfælde i fansenes og omverdenens øjne har krav på ubetinget loyalitet fra spillere, som så til gengæld skal forsvinde øjeblikkeligt og gerne uden den løn, de har krav på i deres ansættelsesaftale, hvis de er gamle, kronisk skadede eller bare ikke gode nok i klubbens øjne.
Dermed ikke sagt, at spillere er uden ansvar – men at de gør modstand oftere i takt med, pengemaskinen på transfermarkedet vokser, kan ikke komme bag på nogen.
