Rundens hold: Brøndby, FCM og FCK slår igen
Campo har udvalgt Rundens Hold i Superligaen efter anden spillerunde i 2026/27-sæsonen.

Vi har nu set anden runde i Superligaen i sæsonen 2026/27.
Campo har udvalgt rundens hold for den første weekend i august, hvor fire af de 12 hold kom fra midtugekampe i Europa.

Defensiven
Målmand: Mads Hedenstad, AGF
Dominik Kotarski og Jannich Storch gjorde det også flot i denne runde, men Hedenstad løber med hæderen for at have reddet AGF et point, også selv om det var Jens Jønsson, der stangede udligningen i mål.
Nordmanden har haft en god uge i AGF-målet og ser ud til at gribe den chance, det har været, at Jesper Hansen fik rødt kort i den første kamp mod Lech Poznan.
Højre back: Runar Norheim, FC Nordsjælland
Vi tager ham ikke (kun) for målet men for det initiativ, nordmanden viste.
Han er ved at finde fodfæstet for alvor på det, der tegner til at blive et tophold i Superligaen i denne sæson.

Midtstopper: Tobias Salquist, FC Nordsjælland
Salquist har i Caleb Yirenkyi en vidunderlig spiller i bagkæden, og veteranen bruger tilstedeværelsen af Yirenkyi til at løfte eget spil.
FCN lukkede Randers ned, og det her lover godt for anføreren, holdet og klubben.
Midtstopper: Julius Berthel Askou, OB
De holder nullet mod Sønderjyske og lukker kampen godt af – måske ikke den største præstation mod et Sønderjyske-hold, der har fået en svær start på sæsonen.
Men clean sheet er et clean sheet, da især med en ny cheftræner, der netop vil have lukket af efter en oprykkersæson med masser af indkasserede mål og store udsving i spillet.
Jordi Vanlerberghe gjorde også en god figur i denne runde, men pladsen går til OB'eren efter en svær og hektisk start på sæsonen.
Venstre back: Marcus McCoy, OB
Det var en jævn, for ikke at sige dårlig, fodboldkamp mandag aften, men McCoy viste endnu en gang godt spil og lovende takter.
Midtbanen
Central midtbane: Casper Winther, Lyngby
Fedt frisparksmål og en god kamp på den centrale midtbane af den energiske Lyngby-spiller, der var sæsonens spiller i 1. Division i 2025/26.
Han er en af dem, Lyngby pinedød skal holde på.
Central midtbane: Max Ejdum, Brøndby IF
Kristian Arnstad gør sig også til på midtbanepositionerne efter at have været AGF's bedste markspiller mod Lyngby, men Ejdum tager pladsen som god boldfordeler og ikke mindst bold-vender, når der skal tempo på.
Brøndby har lang, lang vej endnu, men man begynder at se meningen med at sætte Ejdum og partner til oprydderen Bartosz Slisz.
Offensiv midtbane: Mohamed Elyounoussi, FCK

Hattrick, flotte scoringer i et hattrick, som kommer efter et perlemål i første runde.
Når 'Moi' er i den her fysiske tilstand, er han så skøn at se i Superligaen – den her form lover rigtig godt for FCK i Superligaen og Conference League, selv om holdet slet ikke er på plads endnu.
Offensiven

Højre kant: Darío Osorio, FC Midtjylland
Han får aldrig en stor fanklub i Danmark uden for FC Midtjylland og deres fans, men til gengæld er respekten omkring kantspilleren stor hos de andre Superliga-klubber og de udenlandske klubber, der følger med og måske køber kanten.
Han var en meget stor håndfuld for Horsens med sin fart og insisterende spil med og uden bold, og der kom også en flot assist i det fremragende mål til 1-0 ved Friday Etim.
Angriber: Friday Etim, FC Midtjylland
Der har været vilde udsving for Friday Etim i returen til FC Midtjylland, men her spillede Etim en fin kamp i partnerskab med Franculino, der også kunne have taget pladsen på rundens hold men ud over sit forrygende mål ikke var lige så synlig som Etim.
Når han ikke går for hårdt til den, er Etim en særdeles interessant angriber med sin pågående stil, og beslutsomheden, når han opsøger spil og chancer, klæder FC Midtjylland.
Venstre kant: Olti Hyseni, Brøndby IF
I sidste uge var han på som forward for Sønderjyske, og nu giver vi ham en plads i debuten i Brøndby, selv om det kun var en halv time.
At blive matchvinder og at gøre en forskel i første hug, to døgn efter et skifte, det kan jo dårligt gøres bedre.

Formation: 4-3-3
Målmand: Mads Hedenstad, AGF
Højre back: Runar Norheim, FC Nordsjælland
Midtstopper: Tobias Salquist, FC Nordsjælland
Midtstopper: Julius Berthel Askou, OB
Venstre back: Marcus McCoy, OB
Central midtbane: Casper Winther, Lyngby
Central midtbane: Max Ejdum, Brøndby IF
Offensiv midtbane: Mohamed Elyounoussi, FCK
Højre kant: Darío Osorio, FC Midtjylland
Angriber: Friday Etim, FC Midtjylland
Venstre kant: Olti Hyseni, Brøndby IF

AGF
Brøndby IF
FC København
FC Midtjylland
FC Nordsjælland
Lyngby Boldklub












