Med den transfer forvandler Brøndby fremtiden Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Med den transfer forvandler Brøndby fremtiden

ANALYSE: Brøndby har købt Olti Hyseni af Sønderjyske. Her er Campos karakterbog til transferen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.

Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.

Det er blevet sommer, og derfor sætter Campo gang i transfer-karakterbogen for at se nærmere på, hvordan transferen ser ud før, at spilleren optræder for sin nye klub.

Olti Hyseni

Kantspiller, 19 år
Sønderjyske til Brøndby IF
Karakter til Brøndby: 7
Sønderjyske: 9
Olti Hyseni: 8
Campos skala går fra 0 til 10 med 5 som middel

Olti Hyseni
Foto: Brøndby IF

Vurdering: Brøndby IF

Det minder en hel del om dengang, hvor Brøndby IF købte Filip Bundgaard i Randers.

Det gik ikke som Brøndby havde håbet på grund af skader, men grundideen er til at få øje på:

Få fingre i de bedste unge danske spillere, der ikke er taget af de fire andre hovedrige Superliga-klubber, og sats på, man kan gøre dem bedre.

Det er store fodboldstøvler, Hyseni skal fylde efter Vallys, og mon ikke Brøndby får kommunikeret til omverdenen og skruet holdet sådan sammen, at den unge mand ikke skal være for stor en vægt i begyndelsen.

Der er en verden til forskel på Haderslev og Danmarks vel mest omtalte fodboldklub, og det må og skal være en fordel for Brøndby at have Hysenis tidligere cheftræner Thomas Nørgaard som den nye boss i Brøndby.

Så hvad kan den unge mand gøre for Brøndby?

For Brøndby er det interessante Hysenis indlysende gennembrudsstyrke og evner i små rum – og den mentale styrke, teenageren indtil nu har udvist i karrieren.

Det skal nu fungere på et hold, der kan forvente at have bolden mere og dominere flere kampe, men også møder modstandere, der passer langt mere på sig selv end i kampe mod Sønderjyske.

Det er en høj pris, Brøndby betaler, så selv om handlen lige nu ser attraktiv ud, skal der leveres for, at den er pengene værd.

Vurdering: Sønderjyske

På den korte bane, og det vil sige denne sæson, kan det blive hårdt for Sønderjyske.

To af de bedste spillere er solgt, og selv om man har taget sig godt betalt og på forhånd havde fundet en afløser for Hyseni, kan der ikke udstedes garantier for en ny god sæson, eller for at man undgår nedrykningskamp.

Og når det så er sagt, er det en forrygende handel for Sønderjyske.

Officielt: Brøndby kaprer Superliga-juvel

Var det otte-ni andre Superliga-klubber, ville handlen finansielt rangere mellem ligegyldig og fornuftig.

For Sønderjyske er det forrygende at slå klubbens egen transferrekord med en egenudviklet spiller, og det sætter barren højere for spillersalg de kommende år og gør det lettere at hente nye spillere til.

Og så er det også naturligt, for Hyseni havde allerede spillet så mange kampe, at det gav mening med et salg – når man er en af de mindre klubber i Superligaen, kan man ikke som topklubberne forvente at holde på de bedste spillere i tre-fire år, og der var ikke en endnu større pose penge at hente i 2027 ved at vente.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Derfor er handlen som transaktion helt i top for Sønderjyske, selv med de udfordringer, der giver i den nye sæson. Det er den slags, der forvandler en klubs fremtid – nu skal Sønderjyske sørge for, det bliver til det gode.

Vurdering: Olti Hyseni

Et stort, stort skridt op, en stor kontrakt, og et rekordsalg fra en Superliga-klub til en anden.

Det her er finansielt en Superliga-transfer af den store kaliber, og det er noget af en bedrift af en spiller, der stadig er teenager.

Nu kommer den helt store test.

For på trods af, at Brøndby kommer til at temperere forventningerne, bliver fokus på den nye Brøndby-teenager enormt, og han bliver målt og vejet på en helt anden måde end i Haderslev.

Han virker til at have redskaberne – nu skal det vises på banen, hvilket er et stort spring med kæmpe forventninger til Brøndby og meget at rette op på efter sidste sæsons store skuffelser.

Eksklusivt: Se de anslåede Superliga-budgetter i 2026/27

Mest læste

Notifications

Notifikationer