– Det er en vanvittig fejltagelse, der kan koste ham jobbet Foto: Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix

– Det er en vanvittig fejltagelse, der kan koste ham jobbet

Campos chefredaktør er ikke i tvivl om, at Gianni Infantinos FIFA-fremtid er udsat.

Gianni Infantino med et smørret smil.
Foto: Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix

Gianni, Gianni, Gianni. Hvad har du dog gjort?

FIFA-præsidenten troede måske, at han med en tilbagetrækning af forslaget om at sælge ud af VM's kommercielle rettigheder kunne gøre skaden god igen.

Det er dog langt fra sikkert, at han slipper så let.

UEFA har allerede forlangt handling og givet udtryk for, at man har mistet tilliden til Infantino, inden DBU kort efter fulgte trop tidligere lørdag. Begge dele på bagkant af nyheden om, at FIFA ikke ville føre forslaget ud i livet alligevel.

Spørger man Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, så er det også helt og aldeles med rette, hvis Gianni Infantino føler sig udsat som FIFA-præsident.

- Det er en vanvittig fejltagelse, der kan koste ham jobbet. Europa, Asien og Nordamerika har undsagt Infantino og forslaget, og Infantinos undskyldninger og bortforklaringer fungerer ikke.

- I en normal virksomhed eller organisation ville det her koste ham jobbet, og han var muligvis allerede blevet smidt ud nu.

- Hans egen direktør siger i et interview, Infantino har holdt forslaget hemmeligt og vildledt medarbejderne. Infantinos toprådgiver sagde op fredag med det samme budskab. Det er helt vildt, og da især i FIFA, hvor ingen plejer at sige noget offentligt, og hvor kulturen og værdierne dikterer, at man skal holde kæft om alt, siger Troels Bager Thøgersen.

Gianni Infantino med et smørret smil.
Foto: Adem Altan/AFP/Ritzau Scanpix

Men FIFA er ikke som de fleste. Der er højere til loftet end i så mange andre globale foretagender af samme størrelse, i hvert fald når det kommer til hemmelighedskræmmerier og ufine kneb.

Derfor kommer Gianni Infantino næppe til at lade sig afsætte uden kamp.

- Lige nu kæmper han for sit politiske liv. Rivalerne knokler i kulissen for at se, om de kan samle nok opbakning til at blive valgt som FIFA-præsident til valget i marts. Cheferne i forbundene i Asien og Nordamerika er kandidater, det er Nasser Al-Khelaifi, chef for kluborganisationen EFC og topfigur for PSG og Qatar også.

- Infantino har håndteret det her så amatøragtigt, at man nærmest ikke fatter det. Efter Balogun-sagen ved VM og nu den her sag, hvor Trumps svigersøns bror skulle finde investorer og tjene kassen på det job, ser Trump hamrende korrupt ud.

- Oveni kommer de mange chefer i små, nationale forbund, der skal stemme på ham til marts, nu til at spørge om, hvor deres 150-250 milliæoner kroner som betaling for privatiseringen af VM ny skal komme fra. Infantino er under pres fra alle sider, og kan nogen samle opbakningen, ryger han ud senest til valget i marts men mere sandsynligt i de kommende uger og måneder.

Tilbage i 2015 befandt FIFA sig i en gigantisk korruptionsskandale under Sepp Blatter. Skulle Infantino ende med at ryge på porten er spørgsmålet nu, om den næste præsident kan skille sig positivt ud fra sine to forgængere.

- Hvis Infantino ryger, hvilket han efter min mening bør gøre, er spørgsmålet, om situationen bliver bedre for fodboldverdenen. FIFA’s opbygning, kultur og værdier er grundlæggende syg og hamrende usund, så det bedste ville nok være at starte helt forfra med en ny organisation, selv om det næppe er realistisk. Det skulle - og burde nok - være sket i 2015 efter de massive korruptionsskandaler, men lader til at være for sent, lyder det fra Troels Bager Thøgersen.

Du kan læse mere om DBU-formand Jesper Møllers syn på sagen her:

DBU følger trop: Tilliden til Infantino er forsvundet

Mest læste

Notifications

Notifikationer