DBU følger trop: Tilliden til Infantino er forsvundet
DBU’s formand tilslutter sig fuldt ud UEFA’s kritik og syn på FIFA-præsidenten.

For kort tid siden meddelte UEFA, at tilliden til FIFA-præsident Gianni Infantino er forsvundet.
I samme ombæring gjorde den europæiske sammenslutning det klart, at man kræver handling.
Nu oplyser DBU, at man har samme syn på sagen.
Det gør formand Jesper Møller klart i en pressemeddelelse.
- Jeg er helt enig i, at tilliden til FIFA-præsidenten er forsvundet. Derfor kan jeg heller ikke bakke op om ham, ligesom vi heller ikke gjorde i 2023. Der skal nu, som UEFA skriver, igangsættes en proces, som vi kommer til at understøtte og bakke op om. Vi kommer til at drøfte den i DBU’s bestyrelse, i nordisk niveau og i UEFA, siger Jesper Møller.
Manglen på tillid skyldes FIFA og Gianni Infantinos forslag tidligere på ugen om at stifte et datterselskab (FFE) - med henblik på at sælge ud af de kommercielle rettigheder til VM, så private aktører pludseligt kunne købe sig ind i verdens største fodboldfest.

Var planen blevet realiseret, skulle det have kastet 27 milliarder kroner af sig.
Siden truede UEFA med boykot, inden også CONCACAF og AFC fik sagt fra.
Natten til lørdag dansk tid trak Gianni Infantino så forslaget tilbage efter at have befundet sig i et decideret stormvejr af kritik.
- Jeg er naturligvis glad for, at FIFA’s Præsident har valgt at trække forslaget om FIFA Forward Enterprise tilbage. Det er den helt rigtige beslutning. Og som forventet. Vi stod ved en skillevej for international fodbold, hvor nogle af de værdier, der udgør fodboldens sjæl, var under pres. Fuldstændig som i sagen med European Super League.
- Når det gælder fodboldens kerneværdier, så er det nødvendigt at reagere hurtigt og markant. Derfor er det også positivt, at der er blevet lyttet til de mange bekymringer fra UEFA, DBU og øvrige medlemsforbund samt andre konføderationer. Sammen har vi vist, at europæisk fodbold står stærkest, når vi taler med én stemme om de grundlæggende værdier, som sporten bygger på.
- Stor ros til UEFA og præsident Aleksander Čeferin for hurtigt at samle de europæiske medlemsforbund om en fælles linje i en sag, der aldrig burde være kommet hertil. Jeg glæder mig også over opbakningen fra kulturministeren, fans, klubber, ligaer, dommere og mange andre, lyder det fra DBU-formanden.
FIFA har 211 medlemslande. Med modstand fra UEFA, CONCACAF og AFC ville der have været 136 stemmer mod forslaget.














