Nyt hovedbrud for Poulsen? Overvejer ny keeper
Hvem skal vogte målet for AGF på lørdag?

Jesper Hansen var i karantæne, efter han fik rødt kort i det første møde med Lech Poznan.
Derfor var det Mads Hedenstad, der vogtede målet i Polen onsdag aften.
Her bidrog nordmanden gevaldigt til, at AGF fik ført et mirakuløst comeback ud i livet.
Først ved at holde nullet i den ordinære spilletid, inden han også tog sig flot ud i den efterfølgende straffesparkskonkurrence.
AGF-cheftræner Jakob Poulsen erkender da også, at han har fået noget at tænke over på lige netop den position, når der lørdag skal spilles Superliga mod Lyngby Boldklub.
- Ja, det har jeg.
- Men jeg har også generelt fået en masse at tænke over i forhold til, hvem der overhovedet kan spille på lørdag. Så nu har vi et par dage til at finde ud af det, og så skal vi nok stille med 11 [spillere], siger han til Viaplay.

Derudover har AGF-cheftræneren store roser til Mads Hedenstad - og til teamet bag målmanden i forbindelse med straffesparkskonkurrencen.
- Det er stærkt, også af hele teamet. Vores målmandstræner [Andras Cango] har forberedt Mads på det, der skulle gøres, og han eksekverede fuldstændig fremragende. Det er jo det, man har brug for i de her straffesparkskonkurrencer, siger Jakob Poulsen.
AGF gæster Lyngby Boldklub lørdag klokken 18.00.

AGF
Lyngby Boldklub












