Forbløffet AGF-legende: De europæiske spøgelser er væk Foto: Jakub Kaczmarczyk/EPA/Ritzau Scanpix

Forbløffet AGF-legende: De europæiske spøgelser er væk

Peter Graulund letter på hatten efter AGF’s triumf i Polen, og den europæiske succes var tiltrængt, siger han til Campo.

AGF-spillerne jubler
Foto: Jakub Kaczmarczyk/EPA/Ritzau Scanpix

Miraklet i Poznan.

AGF's sensationelle sejr i Polen onsdag aften vil blive et stort samtaleemne det næste stykke tid.

De Hviie var som døde og begravet efter et nederlag på 1-4 til Lech Poznan i Randers i sidste uge, men Jakob Poulsens mandskab leverede en vaskeægte remontada.

AGF er i live i Champions League-kvalifikationen, og klublegenden og TV 2 Sport-fodboldeksperten Peter Graulund er blæst bagover af den aarhusianske præstation, fortæller han til Campo.

- Jeg tænker, det er helt vanvittigt og helt imod alt sund fornuft, og det er jo det vidunderlige ved fodbold. Nogle gange forventer man én ting, og så kan der ske noget helt, helt andet.

- Jeg tror ikke, de selv havde regnet med, at de kunne gå ned og levere det her resultat. Men så kan man måske spille mere frit, og lige pludselig leverer man noget, der er helt episk. I min tid, og så langt tilbage jeg kan huske, så er den her præstation en af AGF's bedste enkeltstående præstationer, siger Graulund.

Den europæiske tavle er visket ren

De danske mestre er nu sikret sig som minimum et ligaspil i Conference League, og det er en stor forløsning for den aarhusianske klub, der har oplevet den ene nedtur efter den anden.

AGF-spillerne jubler
Foto: Jakub Kaczmarczyk/EPA/Ritzau Scanpix

Nederlagene har stået i kø. Først kom fiaskoen mod georgiske Dila Gori i 2012, siden fulgte exits mod slovenske NS Mura og nordirske Larne.

Men nu har AGF ifølge Graulund endegyldigt gjort op med fortidens europæiske fiaskoer.

AGF smadrer tvivlen: I ender sgu i Champions League!

- Jeg synes i allerhøjeste grad, at det er et statement af AGF, for nu er man trådt ud af en dårlig skygge. De er trådt ind i et hierarki, hvor der er få hold, der befinder sig i Danmark, og viser, at de er både stabile og kan levere på en større scene end 'bare' i Superligaen, som de gjorde i sidste sæson. Nu kan AGF også træde ind og levere internationalt.

- Jeg var jo selv med til den der fiasko mod Dila Gori i sin tid, og så var der eksempelvis det der pinlige exit mod Larne, så for AGF's vedkommende er det her en meget kærkommen og skøn måde at viske europæiske fadæser af sig. Med sådan en vanvittig præstation er tavlen visket ren, siger han.

Foto: Jakub Kaczmarczyk/EPA/Ritzau Scanpix

Samtidig viser det, at AGF's fremragende sæson 2025/26 ikke var en enlig svale.

- Jeg synes, det er så flot, og det vidner om, at AGF som klub og spillertruppen selvfølgelig står et sindssygt stærkt sted.

- De har været et godt sted i mange år, men med mesterskabet og den her europæiske præstation viser stabilitet og kvalitet, og at AGF ikke bare er en døgnflue. Hele fodbold-Danmark er nødt til at tage AGF alvorligt, siger han.

Med sejren mod Lech Poznan skal AGF i næste runde af Champions League-kvalifikationen møde Sabah FK fra Aserbajdsjan.

Det er strømmet ind med reaktioner på AGF's comeback:

Borgmester og Peter Schmeichel reagerer på AGF-miraklet

Mest læste

Notifications

Notifikationer