Fans går ekstreme veje: Vil samle millioner ind til FCK’er
Amin Chiakha har for alvor spillet sig ind i hjerterne på Rosenborg-fansene.

Den udlejede FC København-angriber Amin Chiakha scorer mål efter behag for tiden.
Dansk-algerieren har siden årsskiftet været udlejet til norske Rosenborg, og i holdets tre seneste kampe i Eliteserien har Chiakha scoret hele fire mål.
Det har fået mange Rosenborg-fans til at drømme om, at lejeaftalen, der udløber ved årets udgang, bliver afløst af en permanent aftale.

I Chiakhas lejaftale er der inkluderet en frikøbsklausul, der ifølge Campos oplysninger lyder på et sted mellem fire og fem millioner euro.
Det er dog et beløb, Rosenborg ikke kan hamle op med, siger klubbens cheftræner, den tidligere Lyngby Boldklub-træner Freyr Alexandersson.
- Jeg kan ikke huske det præcise beløb, men det er større, end hvad vi har i kassen lige nu, siger til norske Adresseavisen.

Et permanent skifte ser derfor vanskeligt ud, men Rosenborg-fansene har ikke opgivet håbet.
En fan har derfor taget sagen i egen hånd og startet en indsamling med navnet "Hjælp RBK med at købe Amin Chiaka permanent".
- Kassen er måske tom lige nu, men som bekendt er fanhjertet uden bund. Vi kan ikke lade økonomien stå i vejen for at sikre os denne klassespiller permanent.
- Alle bidrag tæller - uanset om du støtter med en halvtredser, 100 kroner eller værdien af en kampbillet, hjælper du os med at sende et klart signal om, at vi vil have Chiakha i den sort-hvide trøje i lang tid fremover! Pengene fra denne indsamling går til klubbens sportslige satsning.
- Lad os vise Freyr, at vi har mere i kassen, end han tror, skriver vedkommende bag indsamlingen.
Indsamlingen så dagens lys tirsdag morgen, og i skrivende stund er der blevet doneret 41.600 norske kroner.

FC København












