Vild udvikling: Esbjerg sender talent til Serie A
Lørdag middag har den vestjyske klub offentliggjort, at en af klubbens unge drenge skifter til den bedste italienske række.

Tilbage i januar kunne Esbjerg meddele, at den blot 18-årige forsvarsspiller Emil Larsen fik forlænget sin kontrakt med klubben, og at han i samme ombæring ville blive rykket op i førsteholdstruppen.
Et halvt år senere er han solgt til Serie A.
På sin hjemmeside kan klubben nemlig offentliggøre, at man har solgt Emil Larsen til Lecce i den bedste italienske række.
Klubben oplyser, at den 18-årige forsvarsspiller er blevet købt fri af sin aftale. Noget beløb nævner klubben ikke, men den skriver, at "EfB i aftalen med den italienske klub er sikret en flot overgangssum, ligesom der er muligheder for yderligere økonomi i form af fremtidige bonusser."
Og skiftet er et, der vækker stolthed hos Sportschef Sebastian Brydegaard.

- Det er et flot skifte for Emil Larsen, og vi er stolte over endnu engang at kunne sende en egenudviklet spiller videre til en anerkendt adresse. Når en Serie A-klub viser konkret interesse, siger det noget om både Emils potentiale og det udviklingsmiljø, vi har i klubben, siger han til klubbens hjemmeside.
Han lægger dog ikke skjul på, at man gerne vil have beholdt spilleren, men med den økonomiske pakke, den italienske klub er kommet med, var det svært at sige nej.
- Ideelt set vil vi allerhelst se vores egne akademispillere få deres gennembrud på førsteholdet i EfB, inden de på et tidspunkt tager næste skridt i karrieren. Det er også den strategi, vi arbejder efter.
- Men i det her tilfælde er Lecce kommet med en attraktiv samlet pakke, som både består af en flot transfer her og nu samt potentiel yderligere økonomi i fremtiden, og samtidig er det en stor mulighed for Emil, lyder det fra Sebastian Brydegaard til klubbens hjemmeside.
Emil Larsen fik blot syv kampe på førsteholdet i Esbjerg fB.

Esbjerg fB
Lecce












