Farvel, Brøndby: Nu har han ny klub på plads
Carl Björk har fundet sin nye klub.

Det ville være decideret løgn at sige, at Carl Björk fik sat et stort aftryk i Brøndby IF.
Han blev ellers hentet til klubben med store forventninger tilbage i 2022, men fire og et halvt år senere har han denne sommer sagt farvel ved kontraktudløb.
Tilbage står 14 kampe og nul scoringer for den københavnske vestegnsklub.
Nu har han fundet sig en ny arbjedsgiver.
Den svenske klub GIF Sundsvall oplyser således onsdag, at man har hentet Carl Björk.
- Carl er en offensivspiller, der kan bruges både som angriber og ude på siderne.
- Han har gode færdigheder i at drive bolden med høj fart og i sit 1v1-spil. Han er også en god afslutter.
- Vi har nu styrket vores offensiv frem mod efteråret, og vi ser frem til at få det bedste ud af både nuværende og nye spillere, siger sportschef Joel Cedergrens.
Aftalens varighed oplyses ikke.

Havde tilbud i Danmark
Carl Björk sluttede sin tid i Danmark med et lejeophold i B.93.
Her blev det til 43 kampe, og klubben bekræftede tilbage i maj over for Campo, at der var dialog med den 26-årige svensker om en permanent aftale.
I slutningen af juni havde piben dog fået en anden lyd i B.93:
- Carl har ønsket at tage hjem til Sverige. Han er her ikke mere.
- Der er ingen tvivl om, at vi var glade for ham. Jeg havde da også gerne set, at han havde fortsat, sagde cheftræner Kasper Lorentzen til Campo for lidt under en måned siden.
I stedet skal han nu kæmpe om overlevelse i den næstbedste svenske række, Supperettan, sammen med GIF Sundsvall, der efter 15 runder indtager sidstepladsen.
Brøndby IF












