Henter tidligere Superliga-profil til FCM’s akademi
FC Midtjylland henter en gammel kending hjem som træner i ungdomsafdeling.

For et par måneder siden sluttede spillerkarrieren som professionel i tysk fodbold, og nu skal han hjem til klubben, hvor gennembruddet som seniorspiller kom.
Ifølge Campos kilder vender den tidligere Superliga-profil Mads Albæk tilbage til FC Midtjylland, hvor han skal have en trænerrolle omkring klubbens U/17-hold, der har Mathias Rahbek som cheftræner.
Mads Albæk spillede to sæsoner for SC Weiche Flensburg i den tyske Regionalliga Nord, hvor han stoppede sin karriere som spiller ved sæsonafslutningen i maj.
Albæk spillede 137 turneringskampe for FC Midtjylland fra 2008 til 2013, hvor han blev solgt til Reims i Ligue 1.

Albæk spillede siden for IFK Göteborg, Kaiserslautern, Sønderjyske og Randers FC før det afsluttende ophold i Flensborg ved den dansk-tyske grænse.
FCM hentede i sin tid Albæk som talent i Herfølge til en af de første årgange på FC Midtjyllands talentakademi, hvor han senere fik et gennembrud på førsteholdet med folk som Jonas Lössl, Erik Sviatchenko, Sylvester Igboun og Izunna Uzochukwu.

FC Midtjylland












