AGF-boss glæder sig: – Ydmyg arrogance
Jakob Poulsen ser meget frem til at få sit hold i auktion i de store kampe, der venter de kommende uger.

📍Campo på Fredensvang
Det er en optimistisk Jakob Poulsen, der gør status før de hektiske uger for alvor ruller af stablen i AGF.
Seks europæiske kampe og vigtige Superliga-kampe venter AGF de kommende to måneder, og det sker med AGF som forsvarende mester og dermed et hold, modstanderne med garanti tager dybt alvorligt i Superligaen.
Og den status lever AGF-cheftræneren og hans spillere i den grad med, før det buldrer løs fra på tirsdag med en vigtig Champions League-kvalifikationskamp mod Lech Poznan.
- Der er lidt større forventninger til os fra omgivelserne. Vi har altid store forventninger internt, men fra omgivelserne er det klart, at når vi var deroppe i sidste sæson, så forventer folk jo også, at man kommer deropad i den nye sæson, siger Jakob Poulsen.
- Vi har skiftet lidt ud på nogle spillere, der har spillet rigtig mange kampe for AGF, så der er kommet en lidt anden dynamik i gruppen, og så skal vi til at spille flere kampe, først og fremmest indtil slutningen af august og forhåbentlig også resten af efteråret, siger AGF-cheftræneren.
Varmet op til tæt AGF-program
AGF har haft en koncentreret sæsonoptakt med træningskampe og en tur til Belgien for at møde Union Saint-Gilloise, en kamp hvor AGF blev presset og tabte til den belgiske klassemodstander.
Og der har været en bagtanke med at spille flittigt i optakten, når det også er det, der nu venter AGF, der er garanteret at spille seks kvalifikationskampe i Europa og ryger i ligaspil, hvis man vinder i minimum en af de tre runder.

- Vi har kigget meget på, at vi skulle have mange spillere, der fik mange spilleminutter. Det var også derfor, man så en kamp i går [onsdag], hvor nogen sad over, fordi de havde fået den spilletid, de havde brug for for at blive klar, mens andre skulle have lidt. Vi har forsøgt at time det, så vi har fået lidt flere spillere med et højere antal minutter end normalt, siger Jakob Poulsen.
Og der er smil på læben på Fredensvang forud for de store udfordringer, der venter.
- Der er en stor tro på sig selv. På, at det selvfølgelig ikke sker af sig selv, og at man stadigvæk skal præstere. Vi skal have en tro på os selv, om det så hedder Poznan, Brøndby eller Lyngby, som det gør for os i de første runder, siger Jakob Poulsen.
- Vi skal tro på, at vi kan slå dem alle sammen, for det har vi jo vist i sidste sæson. Og sådan skal det være. En ydmyg arrogance, tror jeg, at jeg vil kalde det.
AGF'erne møder Lech Poznan tirsdag, Brøndby lørdag, og skal så til Poznan og Lyngby ugen efter.
Derudover har AGF-træneren fortsat lidt at gruble over. Læs mere her:

AGF
Jakob Poulsen












