AGF må undvære skadet stopper og veteran på træningslejr
Når AGF drager til Belgien på træningslejr, er det uden et par spillere.

📍Campo på Fredensvang
Sommerens forberedelser frem mod den nye Superliga-sæson er godt i gang, og flere klubber er taget på træningslejr.
Den næste i rækken er AGF, der skal en tur til Belgien, hvor der venter et par træninger og en testkamp mod Union Saint-Gilloise, der spilles lørdag.
Ved onsdagens AGF-træning var cheftræner Jakob Poulsen generelt set positiv omkring holdets tilstand, hvor han dog også kunne fortælle, at ikke alle spillere skal med til Belgien.
- De har det jo godt. Det er klart, at i fodbold er der altid nogen, der bøvler med nogle småting. Men overordnet set synes jeg, at det ser ganske fornuftigt ud egentligt.
- De skadede spillere skal ikke med. Det er der ingen grund til. Vi har to træninger og en kamp, så de skadede spillere bliver hjemme sammen med en fys og får styr på deres ting, fortæller Jakob Poulsen til Campo og den fremmødte presse.

Ung stopper skadet i test
Et par spillere døjer med skader, og derfor bliver de hjemme fra træningslejr for at komme ovenpå.
Det gælder blandt andre Luka Callø, der er vendt tilbage til Fredensvang efter et lejeophold i Aarhus Fremad i den forgangne sæson.
20-årige Callø udgik af søndagens testsejr mod Motherwell, og efterfølgende har det vist sig at være en skade, der nu koster træningslejren.

- Luca Callø er småskadet og kommer ikke i spil lørdag i Belgien, desværre. Så må vi se, hvor lang tid, det tager, men jeg regner ikke med, at det stikker helt af.
- Det er et slag derfra (testkamp søndag, red.). Så desværre for ham kan han ikke deltage, siger Jakob Poulsen.
Udover Callø er også Nicolai Poulsen præget af skade, der holder AGF-veteranen hjemme i Danmark. Det samme gør sig gældende for nyindkøbte Rasmus Carstensen.
I stedet tyder det på, at Tobias Mølgaard er klar til comeback. Han trænede nemlig med på Fredensvang onsdag.
Torsdag rejser AGF-mandskabet til Tubize, der ligger lige uden for Bruxelles, inden de danske mestre vender snuden hjem for at spille en sidste testkamp inden den nye sæson.
Her kan aarhusianerne dog glæde sig over at have styr på en vigtig transfer for klubben til den kommende sæson.
Læs mere herunder:

AGF
Union Saint-Gilloise












