Havde afskrevet drøm: Men så fik han AGF overbevist Foto: AGF

Havde afskrevet drøm: Men så fik han AGF overbevist

Jens Jønsson havde ikke regnet med, at han igen skulle trække den hvide trøje over hovedet.

Jens Jønsson med den hvide AGF-trøje ved sin præsentation i Aarhus 2026
Foto: AGF

📍Campo på Fredensvang

AGF har fået en af fortidens profiler hjem.

Torsdag kunne Jens Jønsson offentliggøres som ny signing i Aarhus, efter han gennem sommeren har trænet med AGF på Fredensvang.

Det var dog ikke med henblik på en aftale, at Jønsson trænede med. Denne sommer udløb danskerens kontrakt med AEK Athen, hvor han længe havde været ude i kulden, og derfor skulle han blot holde sig i gang.

Faktisk havde Jens Jønsson helt afskrevet drømmen om at vende hjem til hjerteklubben, men det ændrede sig for den 33-årige midtbanespiller, der gerne ville hjem til Danmark.

Det fortæller Jønsson til Campo og den øvrige presse ved fredagens AGF-træning.

- Det har jo altid været min drøm. Jeg havde faktisk lidt afskrevet det personligt, så det var dejligt (at få en aftale med AGF, red.).

- Mens jeg var her (og trænede med, red.), var det jo aldrig en del af aftalen. Det var egentligt bare, at jeg kunne holde mig i gang her. Vi (Jønsson og kæresten, red.) var rimeligt afklarede med, at vi nok gerne ville hjem til Danmark.

- Men jeg havde egentligt troet, at AGF var et andet sted. Det tror jeg egentligt også, at de var. Så det var rart at kunne overbevise dem om, at det alligevel var værd at satse på, fortæller Jens Jønsson.

Jens Jønsson med den hvide AGF-trøje ved sin præsentation i Aarhus 2026
Foto: AGF

En helt anden fodboldspiller - og så alligevel ikke

Det er 10 år siden, at Jens Jønsson sidst spillede i AGF.

Meget er sket siden i både Aarhus og i Jønssons karriere, der har budt på tyrkisk, spansk og græsk fodbold.

Derfor er det også en anden fodboldspiller, der vender hjem til sin barndomsklub. Men noget forandrer sig dog ikke.

- Det er jo 10 år siden, så jeg vil vove at påstå, at jeg er en helt anden spiller. Og så alligevel ikke. Det er stadig de samme dyder, men bare forbedret.

- Jeg kunne jo påstå, at jeg er en markant bedre fodboldspiller, end da jeg tog afsted. Men altså, jeg synes ikke, at det er op til mig at gå og sige, hvad jeg skal ind og bidrage med. Det må jeg vise på banen og lade fødderne tale, siger Jønsson.

Det er dog noget tid siden, at den nye AGF'er sidst har spillet en fodboldkamp. Problemer i AEK på og uden for banen betyder, at Jønsson ikke har spillet en gældende kamp siden august sidste år.

Inden skiftet står Jønsson noteret for 120 kampe i AGF.

Endnu en vigtig aftale kan være på vej i Aarhus. Læs mere herunder:

Er Carstensen næste AGF-køb? Her er status

Mest læste

Notifications

Notifikationer