Afviste millionsalg – nu forlænger Viborg med komet Foto: Viborg FF

Afviste millionsalg – nu forlænger Viborg med komet

Parterne har nu papir på hinanden helt til 2030.

Lukas Kirkegaard giver hånd med Mads Agesen i Viborg FF.
Foto: Viborg FF

Han debuterede i forrige sæson, men han har fået sit gennembrud i den netop afsluttede sæson.

Nu har 20-årige Lukas Kirkegaard forlænget sin kontrakt med Viborg FF.

Den unge midterforsvarer har skrevet under på en kontrakt hos de grønblusede, der holder ham i klubben helt til sommeren 2030.

Forlængelsen kommer kort efter, at Viborg angiveligt har afvist et bud på 26 millioner kroner på netop Kirkegaard.

Det var tyske Borussia Mönchengladbach, hvis bud angiveligt ikke levede op til Viborg FF's forventninger, og derfor blev buddet afvist. Læs mere om den sag her:

Viborg afviser kæmpe Bundesliga-bud

Nu har Viborg så alle kort på hånden, når det kommer til et fremtidigt salg af den unge, fremadstormende komet, og det er hovedpersonen selv særdeles tilfreds med.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad, og jeg ser frem til at fortsætte den udvikling, jeg har haft det sidste halve år, hvor der har været mange opture. Jeg er i et fantastisk miljø med gode mennesker og trænere omkring mig, og det har vægtet højt i beslutningen. Vi har en stærk trup, hvor der er hård konkurrence, men vi har det også rigtig godt sammen rent socialt, så jeg nyder virkelig at være her, lyder det fra Lukas Kirkegaard.

Lukas Kirkegaard giver hånd med Mads Agesen i Viborg FF.
Foto: Viborg FF

Indtil videre står Kirkegaard noteret for i alt 29 kampe for Viborg FF, men han er stadig langt fra at sætte et punktum i den midtjyske klub.

- Jeg er ikke færdig med at være i Viborg, og jeg vil gerne opnå endnu mere her. Jeg føler, jeg udvikler mig hver dag, og jeg kan stadig rykke mig endnu mere både fodboldmæssigt og som person. Så nu handler det bare om at blive ved med at bygge på og fortsætte udviklingen, siger Lukas Emil Kirkegaard.

Agesen jubler over Kirkegaard-forlængelse

Lukas Kirkegaard fik to kampe og samlet otte minutters spilletid i Superliga-sæsonen 2024-25, og egentlig var der ikke noget, der i efterårssæsonens 2025 tydede på, at gennembruddet ville komme i den forgangne sæson.

Men ved vinterpausen skubbede Kirkegaard den ellers sikre starter, kroatiske Stipe Radic, ud på bænken, og så blev det til fuld spilletid i samtlige forårssæsonens 14 kampe.

- Det er en stor og god nyhed, at vi har forlænget aftalen med Lukas, der er en af vores egne, som har gjort det fantastisk godt. Han har virkelig grebet den chance, han gjorde sig fortjent til at få tilbage i vinteropstarten, og han har ikke kigget sig tilbage siden.

- Han har på kort tid udviklet sig til at blive en stor profil hos os, og han har taget Superligaen med storm og fået debut på U21-landsholdet. Han er en dygtig spiller, der har gjort det rigtig godt, men vi er også sikre på, at vi stadig kan udvikle ham og gøre ham endnu bedre.

- Lukas har udvist stor tålmodighed og ventet på sin chance, og han har været ekstremt træningsparat og en god holdkammerat. Den professionalisme og det stærke mindset fortjener han virkelig stor ros for. Vi bliver også ekstremt stolte af at opleve de kvaliteter hos en spiller fra vores eget akademi, for det siger rigtig meget om det gode arbejde, der bliver lavet på akademiet, siger fodbolddirektør Mads Agesen.

Forlængelsen med Lukas Kirkegaard kommer under et døgn efter, at Tipsbladet kunne berette om et bud på ham fra tyske Borussia Mönchengladbach.

Det bud skulle angiveligt have lydt på hele 26 millioner kroner, men Viborg afviste.

Mest læste

Notifications

Notifikationer