Rival: 99 procent af Danmark håbede på AGF
FCM-cheftræner Mike Tullberg er glad for at se AGF i toppen af Superligaen – det skal bare ikke ske på bekostning af trænerens hold.

📍 Campo i Ikast
I den Superliga-sæson, der så småt begynder i disse dage, er målsætningen for FC Midtjylland nem at afkode:
Vind DM, meget gerne også pokalturneringen, og nå så langt som muligt i Europa League, selv om man har været uheldig ved at trække Besiktas i anden runde af kvalifikationen.
Hvilke spillere, FCM og deres rivaler præcist skal løse udfordringerne med, ved vi og langt hen ad vejen klubberne og deres chefer ikke før begyndelsen af september.
Men store spillersalg eller ej skal FCM vinde titler, og det bliver et nyt stort slagsmål, forventer Mike Tullberg.
- Det vil altid være sådan, at Brøndby, FCK og Midtjylland [er kandidater], og så synes jeg AGF er der efter den sæson, de leverer med byen og stadion, siger Mike Tullberg.

Fedt for AGF: Bare ikke mod FCM
Mike Tullberg fik som aktiv et gennembrud i AGF, hvor han blev solgt til Reggina i Serie A.
FCM-cheftræneren bor ved Århus og har som så mange andre følt og fornemmet den kæmpe fest, guldet var i landets næststørste by.

Og Mike Tullberg er glad på både AGF og dansk fodbolds vegne over opturen – så længe FCM i næste sæson og årene efter ikke igen slutter efter århusianerne i tabellen.
- Jeg synes, jeg kunne mærke, at 99 procent af Fodbolddanmark et eller andet sted ønskede, at AGF vandt mesterskabet. Og ved du hvad, den storhed, byen har, den historie, klubben har, der er det godt for dansk fodbold, at AGF er deroppe. Ikke kun en enkelt gang men generelt, siger Mike Tullberg.
- Jeg håber selvfølgelig, at vi om et år står med flere trofæer, men jeg håber det for dansk fodbold generelt, at flere blander sig, og der er AGF helt klart efter den sæson. Og så er der altid et par klubber, der er gode for en overraskelse.
Velviljen rækker også til at håbe, at konkurrenterne i Superligaen klarer Europa-kvalifikationen godt denne sommer og kommer i Europa-ligaspil fra september.

- Jeg ved godt, at der var fokus på, vi spillede 17 kampe mere end AGF. Selvfølgelig har det noget at sige, men for mig handler det om, hvad der godt for dansk fodbolds skyld. Og der er det godt for Fodbolddanmark, hvis AGF rejser sig.
- Det har mange håbet på i rigtig, rigtig mange år. Og det håbede jeg da også på, inden jeg kom til Midtjylland. Der synes jeg, det var et skidt år, de valgte at gøre det., siger Mike Tullberg med et bredt smil.
FC Midtjylland og AGF mødes første gang 2. september, få timer før Superligaens transferdeadline, en kamp der spilles i Vejlby i det nordlige Århus.
FC Midtjylland har store planer for transfermarkedet denne sommer. Læs mere om det her.

AGF
FC Midtjylland
Mike Tullberg












