Trumfer Superliga-rivaler: FCN nærmer sig Lind-køb
FC Nordsjælland er i fuld gang med at få de sidste detaljer banket på plads i et køb af Alexander Lind.

AGF og flere andre Superliga-klubber har som minimum tænkt tanken om at hente Alexander Lind denne sommer.
Men det ser ifølge Campos oplysninger ud til, at Alexander Lind i løbet af nogle dage bliver FC Nordsjælland-spiller igen, efter han i 2025/26-sæsonen var lejet til Superliga-klubben.
Som Campo tidligere har berettet, har FCN været på sporet af en Lind-aftale gennem længere tid, og nu nærmer det sig, at en aftale kan falde på plads, dog uden at alle detaljer er faldet i hak endnu.
Alexander Lind udtalte tidligere på måneden i et interview med Midtjyllands Avis, at han ikke kunne se sig selv spille i AGF på grund af sit tilhørsforhold til Silkeborg IF, hvor han slog igennem.
Næppe fuld pris
Pisa har en høj pris i den klausul, FC Nordsjælland kan købe Alexander Lind fri for, men meget tyder på, at parterne er ved at forhandle en aftale på plads med en anden og lavere pris, da FCN ellers bare kunne have betalt fuld pris og gennemført aftalen.

Lind er ifølge Campos oplysninger selv indstillet på at fortsætte i FC Nordsjælland, hvor angriberen er en værdsat spiller i front, der er involveret i en pæn portion mål og skabte chancer, og gør de lovende og yngre spillere omkring sig bedre.
Til Bold fortæller sportsdirektør Alexander Riget torsdag, at der er forhandlinger i gang.
- Så derfor er vi også klar til at lave en stor investering. Hvis det lykkes, mens vi også har hentet Ibrahim Adel, så har vi også allerede fået brugt forholdsvist mange penge tidligt i vinduet, siger Alexander Riget til Bold.
Alexander Lind skiftede til Pisa i 2024 for en pris, der ifølge Midtjyllands Avis lå omkring 27 millioner kroner, hvilket stemmer godt overens med Campos oplysninger.
Pisa rykkede ned i Serie B med et brag og skal have sat et nyt hold på og udenfor banen til 2026/27 i næstbedste række.

FC Nordsjælland
AGF











