‘CV’ afviser AGF-rygte
Carsten V. Jensen og resten af AGF er ikke på jagt efter en målmand.

📍 Campo på Fredensvang
AGF skal med sikkerhed kigge sig om efter forstærkninger denne sommer.
Lige nu afventer man som alle andre VM-slutrunden, inden der for alvor bliver sat skub i sagerne.
Blandt andet skal man i Aarhus have lappet hullerne efter Henrik Dalsgaard, Felix Beijmo og Patrick Mortensen.
I sidste uge blev AGF dog også meldt på målmandsmarkedet i form af rygtet interesse i FC Nordsjællands Andreas Hansen.
Det tyder dog på, at det ikke er en position, der for alvor fylder for AGF's fodbolddirektør, Carsten V. Jensen.
Forleden forlængede Aarhus-klubben nemlig aftalen med Mads Hedenstad, mens man også råder over Jesper Hansen frem til sommeren 2027.
Og det kan man tolke som et udtryk for, at AGF ikke er på jagt efter en målmand:
- Ja, det vil jeg sige. Som udgangspunkt er vi rigtig glade for det keeperteam, som vi har.
- Vi har kun set Mads [Hedenstad] en enkelt gang på banen. Der synes jeg, at han fik udtrykt sig virkelig stærkt.
- Men dem, der også har været her til dagligt, de kan godt se, at der er en stærk målmand i ham. Så det er vi rigtig glade for, siger Carsten V. Jensen til Campo og de øvrige fremmødte medier på Fredensvang.

Mads Hedenstad vogtede AGF-målet i sæsonens sidste kamp, efter at være blevet hentet til klubben i januar. Det er hans hidtil eneste førsteholdskamp.
Ellers har det været bundrutinerede Jesper Hansen, der har taget sig af skansen i målet.
AGF
Patrick Mortensen












