Forlod AGF og Horsens for Færøerne: Nu er han på landsholdet
Jacob Trenskow er glad for den ulige vej, han har taget fra at blive valgt fra i AGF og Horsens til at komme på A-landsholdet.

- Det gav mig helt vildt meget motivation, og når jeg ser tilbage, så tror jeg faktisk, det var det allerbedste, der kunne være sket for mig. Hvis jeg nu var blevet, kunne det være, jeg havde siddet på bænken og ikke rigtig spillet. Så var jeg måske gået lidt i stå.
Sådan sagde Jacob Trenskow til Campo i april, da han fortalte om stoppet i AGF i 2020.
Her var offensivspilleren ikke en af dem, der blev satset på til førsteholdet, og efter et stop i AC Horsens tog Trenskow til Færøerne for at spille for Runavik.
Siden har karrieren i den grad taget fart med succes i HB Køge, Kalmar og nu Heerenveen, hvor Trenskow rygtes til større klubber til sommer.

Glad for den ulige vej mod toppen
I denne uge er Trenskow også med Danmarks A-landshold, og forwarden er lykkelig for udtagelsen og den vej, han har taget, også selv om det krævede større omveje end de fleste af de nye landsholdskammerater at nå dertil.

- Jeg havde det svært fra U/19 til senior, så jeg var et år på Færøerne først. Det gav mig sindsssygt meget at spille mod voksne mænd. Det lærte jeg meget af. Siden er det gået stærkt, og jeg har præsteret godt i de klubber, jeg har været i.
- Der kan det gå hurtigt i fodbold, og jeg sindssygt glad for min rejse og stolt af at stå her nu, siger Jacob Trenskow til Viaplay.
Landsholdet har i denne uge kampe mod DR Congo (onsdag i Belgien) og Ukraine (søndag i Odense).
Jacob Trenskow har spillet i Heerenveen i to år og har kontrakt i den nordhollandske klub i to år til.

AC Horsens
AGF












