Transfer-LIVE: Puster til FCM-rygter
Følg med i nyheder og rygter om transfers i dansk og international fodbold – Campo holder dig opdateret 24/7.

Det er transfertid i Superligaen, 1. Division og alle vigtige ligaer i verden.
Klubber i Danmark og resten af verden køber, sælger og skriver kontrakter med spillere - og der er fart på i et sommer-transfervindue i 2026, der kan slå transferrekorder.
I Campos LIVE-transferblog opdaterer vi dag for dag og time for time de vigtigste og vildeste nyheder og rygter. Vi holder hver dag øje med alt fra Superligaen til Premier League, La Liga, Serie A, Ligue 1 og Bundesligaen samt de mindre ligaer og rækker.
Her er der transferdeadline i Danmark (klik her)
Har du et godt tip eller en historie, så skriv til: kontakt@campo.dk

'NK' Puster til FCM-rygter: Han kan ikke lade være
Campo kunne i maj fortælle, at FC Midtjylland har gang i en større transfermission.
Den lyder blandt andet på at lokke Rasmus Nissen Kristensen tilbage til den midtjyske hede. Noget, som sportschef Kristian Bach Bak også har talt varmt om.
– Jeg vil vurdere, at der alle dage er plads til ‘NK’, fordi vi har så stort et kendskab til ham og ved, hvad han gør ved et omklædningsrum og et fodboldhold, sagde Kristian Bach Bak til FCM-podcasten Sort Snak.
I forbindelse med landsholdets testkampe mod DR Congo og Ukraine er Nissen Kristensen hjemme i Danmark i landsholdslejren, og her blev han af TV2 Sport forholdt til de midtjyske transferrygter.
Her fortæller han, at linjen altid er varm til Midtjylland, og at han forventer, at FC Midtjyllands bestyrelsesformand Claus Steinlein nok skal slå på tråden.
– Det tænker jeg ikke, han [Claus Steinlein] kan lade være med [tale om at komme hjem til Midtjylland], siger Rasmus Nissen Kristensen og fortsætter:
– Han plejer at være god for en snak om fremtiden. Han prøver alt. Det er bedst egentligt bare at lade ham snakke, siger Rasmus Nissen Kristensen med et smil.
Rasmus Nissen Kristensen forlod FC Midtjylland tilbage i sommeren 2018, hvor han drog videre til Ajax.

Danmark
FC Midtjylland
Rasmus Nissen Kristensen












