AGF’s gamle gutter: Kun ét mesterskabshold var ældre Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

AGF’s gamle gutter: Kun ét mesterskabshold var ældre

Superligaen 2025/26 er blevet vundet af det næstældste hold nogensinde.

AGF jubler efter at have vundet Superligaen.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Som en vin, der kun bliver bedre med alderen.

En floskel, som man næsten ikke kan undgå at støde på fra tid til anden - og her igen.

Ikke desto mindre er den måske meget sigende for AGF's trup.

I hvert fald har flere af spillerne fundet sammen om at peake i en sådan grad, at Aarhus-klubben på søndag får overrakt pokalen for det danske mesterskab efter 40 års tørke.

Og det er ikke unge gutter, der har båret AGF frem til triumf - i hvert fald ikke uden hjælp fra rutinen.

Alderspræsident Jesper Hansen med 41 år på bagen har ageret sidste skanse i 30 ud af 31 Superliga-kampe i denne sæson, mens Patrick Mortensen (36) og ikke mindst Henrik Dalsgaard (36) bestemt også har deres andel i festlighederne.

Det samme kan siges om 33-årige Frederik Tingager i det centrale forsvar, mens 32-årige Nicolai Poulsen igen igen har slidt og slæbt i maskinrummet på midtbanen.

Alt i alt bidrager de gevaldigt til, at AGF kan prale af at have benyttet sig af den næstældste startopstilling nogensinde til at vinde Superligaen.

Det fremgår af Superstats.

AGF jubler efter at have vundet Superligaen.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er nemlig kun Herfølges mesterskabshold fra 1999/2000-sæsonen, der har vundet Superligaen med en højere gennemsnitsalder.

Dengang lød gennemsnitsalderen i Herfølge på 28 år og 326 dage.

I år har AGF vundet med en gennemsnitsalder på 28 år og 280 dage.

I modsatte ende af skalaen finder man AaB, der i 2013/14-sæsonen vandt med en gennemsnitsalder på 24 år og 335 dage. Nordjyderne er de eneste, der har vundet med en gennemsnitsalder under 25 år.

Havde FC Midtjylland vundet mesterskabet i år, var den rekord til gengæld blevet slået. Midtjyderne har nemlig spillet sig gennem sæsonen med en gennemsnitsalder på 24 år og 171 dage.

Se de 10 ældste hold til at vinde Superligaen nedenfor

De ældste Superliga-vindere

10. Brøndby IF, 1991 - 27 år og 31 dage

9. AaB, 1995 - 27 år og 51 dage

8. FC København, 2010 - 27 år og 67 dage

7. FC København, 2009 - 27 år og 84 dage

6. Brøndby IF, 1998 - 27 år og 106 dage

5. FC København, 2003 - 27 år og 189 dage

4. FC København, 2001 - 27 år og 345 dage

3. Brøndby IF, 2002 - 28 år og 68 dage

2. AGF, 2026 - 28 år og 280 dage

1. Herfølge BK, 2000 - 28 år og 326 dage

Kan bremse AGF-transfer: Har særlig transferaftale

Mest læste

Notifications

Notifikationer