Kan bremse AGF-transfer: Har særlig transferaftale
AGF er tilsyneladende ikke alene om at interesse sig for Alexander Lind, som dog har en oplagt destination, når sæsonen er ovre.

Det vækker opsigt i Superligaen, at AGF ifølge Tipsbladet lurer på at købe Alexander Lind.
Lind spiller for FC Nordsjælland men er ejet af Pisa, der er på vej ud af Serie A.
AGF har et tydeligt ønske om at hente en angriber, da Patrick Mortensen står med kontraktudløb, og da den århusianske ledelse og sportslige gruppe også ønsker forstærkning på pladsen, som klubben viste i vinter med et tæt kapløb med FC Midtjylland om at hente Mikael Uhre.
AGF er dog ikke alene om interessere sig for Lind, der har scoret seks ligamål for FCN i 22 kampe og ikke røg hjem til Danmark, fordi han havde spillet sig af eller gjort det dårligt.

Oplagt mulighed
Ifølge Campos oplysninger er det dog fortsat en oplagt mulighed, at Alexander Lind fortsætter karrieren i FC Nordsjælland i næste sæson.
FCN har en forhåndsaftale med Pisa om at købe Lind til en bestemt pris, og dermed er serveretten på Lind i hænderne på Farum-klubben indtil en bestemt dato, eller indtil FCN eller Lind når frem til, at de ikke skal fortsætte samarbejdet i 2026/27, eller at FCN ikke ønsker at betale den aftalte pris.

Først der vil AGF og eventuelle andre interesserede klubber kunne komme på banen, og signalerne fra Farum har løbende været, at Lind gerne vil blive, ligesom FCN har virket positiv overfor muligheden for at købe angriberen fri.
- Så er jeg godt klar over, at da vi lavede aftalen, blev der meldt en option ud, og det er jo ikke sikkert, at det er det, der skal til for at løse det. Og der vil også være både Pisas interesse, men også Alexanders egen interesse, sagde FCN's fodbolddirektør Alexander Riget til Campo i januar.
- Og mit indtryk er, at Alexander selv har en interesse i at blive her, og så skal vi have fundet ud af, om det er det rigtige. Men det er klart, at gode angribere hænger ikke på træerne, og en spiller på det niveau, der har lyst til formentlig at spille i FC Nordsjælland, er jo selvfølgelig et stort plus i den her sammenhæng.
Og det har han?
- Det er mit klare indtryk, ja, sagde Alexander Riget til Campo.

Mulighed indtil et stykke inde i sommeren
FCN betalte ifølge italienske medier et beløb svarende til et par millioner kroner for at leje Lind i denne sæson, og Pisa skal være interesseret i at få den sum, man købte Lind for, i hus igen ved et permanent salg.
Silkeborg IF opjusterede ved salget af Lind i 2024 regnskabet med 25 millioner kroner, og Bold.dk meldte tidligere i denne sæson om en klausul i omegnen af 30 millioner kroner, hvilket Campo dog ikke har kunnet bekræfte.

Er optionen struktureret som normalt, vil den gælde indtil umiddelbart før åbningen af transfervinduet i Serie A, hvilket i skrivende stund er 1. juli.
Derefter kan Pisa prissætte Lind efter eget forgodtbefindende og i teorien kræve betydeligt mere, end hvad Lind indtil det tidspunkt ville have kostet FCN.
Lind har seks mål og fire assists på lidt over 1.300 minutter i Superligaen for FCN.

AGF
FC Nordsjælland












