Intet er afgjort endnu: Mesterskabet tabt på gulvet flere gange før
Det ser godt ud for AGF – men det er nok lige en postgang for tidligt til at føle sig helt sikker endnu.

AGF er to gange 90 minutter fra at vinde det danske mesterskab for første gang i 40 år.
Forud for de sidste to runder af Superligaen indtager Aarhus-klubben således førstepladsen med to point ned til FC Midtjylland, der snublede hjemme mod ærkerivalen Viborg FF mandag aften.
Og det naturligvis en gunstig position at befinde sig i for AGF - men gunstig er ikke altid nok.
Campo har taget et kig på, hvordan det historisk set er gået i toppen af tabellen i de sidste to runder af de seneste 10 udgaver af Superligaen.
Først og fremmest er det selvfølgelig lykkedes førerholdet med to runder igen at vinde Superligaen adskillige gange.
Men det modsatte har også fundet sted, og pudsigt nok har det i alle tilfælde været med FC Midtjylland involveret - og Brøndby IF.
Eksempelvis i 2023/24, hvor Brøndby IF forud for sidste spillerunde lå nummer ét på en bedre målscore, men tabte sin kamp i sidste spillerunde, mens FCM fik skrabet et enkelt point til sig og dermed vandt mesterskabet.
Igen skete det i 2020/21-sæsonen. Denne gang var det FC Midtjylland, der med to runder igen lå nummer ét og havde et forspring på to point ned til Brøndby, som endte med at overhale midtjyderne indenom til sidst.
I 2017/18 var den gal igen, endnu en gang med FC Midtjylland og Brøndby IF i hovedrollerne. Her toppede Brøndby IF nok en gang tabellen med to runder igen, men klubben fra vestegnen gik i stå og endte med at se FCM overhale og vinde med hele fire point ned.
Det betyder til gengæld også, at det i de syv øvrige sæsoner er lykkedes førstepladsen forud for de sidste runder at vinde mesterskabet.
I flere af de tilfælde var mesterskabet dog allerede afgjort forud for de sidste runder.
Summa summarum er, at AGF står med gode kort på hånden - men intet er afgjort. Og det ved FC Midtjylland bedre end de fleste.

Vinderen af Superligaen de sidste 10 år
2025, FC København
2024, FC Midtjylland
2023, FC København
2022, FC København
2021, Brøndby IF
2020, FC Midtjylland
2019, FC København
2018, FC Midtjylland
2017, FC København
2016, FC København
2015, FC Midtjylland
FC Midtjylland
AGF
Brøndby IF











