AGF-fangruppe reagerer på racisme-sager: De skal findes
Fangrupperingen AGF Fanclub Aarhus tager kraftigt afstand fra hændelserne på Ceres Park Vejlby søndag aften mod FCM.

Søndagens guldbrag på Ceres Park Vejlby mellem AGF og FC Midtjylland var en intens affære foran en larmende kulisse.
I kølvandet på kampen er det dog desværre ikke spillet, der har fyldt mest.
Undervejs i anden halvleg blev der indberettet racistiske tilråb mod flere FC Midtjylland-spillere, og det fik stadionspeakeren til at gøre opmærksom på, at den form for adfærd ikke blev tolereret.
AGF har siden meldt ud, at man arbejder på at identificere vedkommende bag tilråbene, og nu reagerer AGF-fangruppen "AGF Fanclub Aarhus" på søndagens tilråb i et opslag på sin Facebookside.

- I AGF Fanclub Aarhus tager vi stærkt afstand til brugen af racistiske gloser og råb på Ceres Park Vejlby. Vi bakker klubben op i at finde de personer, som har ytret sig racistisk på vores stadion. De skal findes og straffes med karantæne, skriver fangruppen og uddyber:

- Vi vil heller ikke acceptere den slags ytringer i vores busser og til vores arrangementer. Et medlem kan tildeles karantæne eller eksklusion, hvis medlemmet opfører sig i strid med vores vedtægter eller miskrediter AGF, skriver klubben.
Fuld udmelding fra AGF Fanclub Aarhus
Se det fulde opslag fra AGF-fangrupperingen herunder:
I AGF Fanclub Aarhus tager vi stærkt afstand til brugen af racistiske gloser og råb på Ceres Park Vejlby. Vi bakker klubben op i at finde de personer, som har ytret sig racistisk på vores stadion. De skal findes og straffes med karantæne. Her i AGF Fanclub Aarhus har vi følgende skrevet ind i vores vedtægter: ”Foreningen har til formål at bekæmpe ethvert tilløb til vold, racisme og homofobi i forbindelse med fodboldkampe, gennem dialog, samvær og arrangementer bl.a. med andre klubbers fans”.
Vi vil heller ikke acceptere den slags ytringer i vores busser og til vores arrangementer. Et medlem kan tildeles karantæne eller eksklusion, hvis medlemmet opfører sig i strid med vores vedtægter eller miskrediter AGF. At ytre sig racistisk over for andres klubbers spillere vil både være i strid med vores vedtægter og miskrediter vores klub. Vi kommer her med et klart budskab til fans af AGF og andre danske klubber: ”Racisme hører ikke til på de danske stadions”
Bestyrelsen
AGF Fanclub Aarhus
Det er ikke første gang i sæsonen, at der er opstået adfærdsrelaterede sager i forbindelse med kampe på Ceres Park Vejlby.
Efter kampen mod FC Midtjylland i Oddset Pokalen samt en kamp mod Brøndby IF uddelte AGF karantæner på baggrund af henholdsvis racistiske- og homofobiske tilråb.
Brøndby takkede dengang AGF for at reagere på tilråbene:

AGF












