Brøndby skal modstå lukrativ Ambæk-transfer
ANALYSE: Tålmodighed bliver en dyd for Brøndby med Jacob Ambæk, der lynhurtigt kan blive hot på transfermarkedet, især med verdenskendt agentbureau i ryggen.

Sikke et drøn, det gav fredag aften, da Brøndby endelig fik en sejr.
Den blev på hele 6-0 over Sønderjyske og sendte uundgåeligt tankerne i retning af den gode, gamle ketchupflaske-effekt – I ved når man har banket nok gange i bunden af flasken og lige pludselig går fra et fra dryp til et bjerg af lækkert snask på tallerkenen med pommes frites.
Mest strålede naturligvis Jacob Ambæk med et hattrick, en rekord, da Ambæk med sine 18 år og mindre end en måned er den yngste i Superliga-historien til at score hattrick, der endda var med højre, venstre og hovedet.
Alle ingredienser er der
Han har jo før været hot, og jeg skal love for, temperaturen på mindre end 90 minutter blev skruet op fra stuetemperatur til glohed.

Sådan er det med en spændende spiller, der tydeligt har en række gode værktøjer og forudsætninger for at blive en topangriber.
Læg dertil, at han spiller for Danmarks fortsat mest omtalte fodboldklub, og at han er i agentstald hos et af verdens største bureauer, Creative Artists Agency (CAA), den dens London-baserede afdeling CAA Base.
Det er alle de ingredienser, der skal til for at skabe hype (se dengang Roony Bardghji spillede i FCK og havde samme bureau).

Der er da også god grund til at holde øje med Ambæk, der var oppe at runde U/21-landsholdet i sin varme periode i efteråret og senest var med U/19-landsholdet i marts.
Jeg bliver ikke overrasket, hvis der dukker udenlandske klubnavne op de kommende uger, og det vil være pligtforsømmelse, hvis ikke en række klubber med evner til at uddanne unge spillere har taget grundige noter på Ambæk i et par år.
Nu bliver øvelsen, for alle parter, at bevare tålmodigheden.
Modstå fristelsen
Det er såmænd helt menneskeligt, hvis drømmene om et skifte begynder at fylde hos den unge spiller og baglandet.
Orri Óskarsson (også en spiller med CAA som bureau) tog fra FC København dagen efter, han fyldte 20, Clement Bischoff var lige blevet 19, da han nær røg til Brighton sidste år og siden skiftede til Salzburg. Noah Nartey er 20 år og stortrives i Lyon, og Oscar Schwartau var lige fyldt 18, da han skiftede til Norwich.

Og det er også lige før, drømmen kan leve hos Brøndby, der gerne ville have haft langt flere penge for Bischoff og Nartey, men hvor klubben var i en dårlig forhandlingsposition med spillerne på korte kontrakter.
Det er Ambæk ikke, og for forretningen Brøndby kunne det uden tvivl være attraktivt at sælge forwarden voldsomt dyrt til sommer og gøre alle andre storsalg de kommende år lettere at banke i vejret i pris.

Men her må fristelsen vige for at gøre den purunge spiller helt klar til det, der venter i udlandet.
De udenlandske klubber skal såmænd nok være interesserede uanset hvad og kan selv se, hvordan de kan tage teenagerens udvikling videre.
Men her er tale om en spiller, der ikke overhovedet er lige så udviklet og klar som flere af de varme unge navne hos rivaler som FC Midtjylland og FC Nordsjælland.
1.454 minutter fordelt på 27 kampe er næppe nok, der må være meget mere at lære endnu i Superligaen.
Nu har Brøndby netop den lange kontrakt, der manglede med Bischoff, Nartey og Schwartau, og så må vejen frem være at jagte det store gennembrud sammen det kommende år og se, hvad det fører til af fede muligheder for alle parter.

FC København
FC Nordsjælland
Brøndby IF
Sønderjyske












