Historisk grundspil: Mål, mål, mål og atter mål
Superligaens første 22 runder har kastet mere end 400 scoringer af sig.

Det flyder måske ikke med mælk og honning i Superligaen, men til gengæld flyder det med mål.
Grundspillet har nemlig budt på intet mindre end 416 scoringer.
Det er det højeste antal mål og målsnit i 28 år. Det viser tal fra SuperStats.
I 1997/98 blev der scoret 456 mål i de første 22 runder.
Særligt FC Midtjylland kan tage en stor del af æren for de mange mål i indeværende sæson.
Midtjyderne har nemlig fået modstandernes netmasker til at blafre hele 58 gange, hvilket er ny rekord.

Hidtil var FC Københavns 57 scoringer i grundspillet i 2018/19-sæsonen rekorden for flest mål efter 22 runder af Superligaen.
Inden da var det Brøndby, der med 56 scoringer i den målrige 1997/98-sæson havde rekorden.
Rekorden for højeste målsnit over en hel sæson fandt også sted i 1997/98, hvor der blev scoret 662 mål over 198 kampe. Det giver et målsnit på 3,34.
Målsnittet i denne sæson lyder indtil videre på 3,15, så en ny rekord er stadigvæk inde for rækkevidde, selvom det kræver et særdeles seværdigt forår.
Nedenfor får du overblikket over de mest målrige sæsoner i Superligaen efter 22 runder.
Listen er udarbejdet efter målgennemsnit, da antallet af klubber - og dermed også antallet af kampe - varierer fra sæson til sæson.
Flest mål efter 22 runder af Superligaen
1997/98 - 456 mål - 3,455 mål per kamp
2025/26 - 416 mål - 3,152 mål per kamp
1994/95 - 334 mål - 3,151 mål per kamp
1998/99 - 410 mål - 3,106 mål per kamp
1993/94 - 328 mål - 3,094 mål per kamp
2024/25 - 406 mål - 3,076 mål per kamp
2000/01 - 406 mål - 3,076 mål per kamp
2002/03 - 404 mål - 3,061 mål per kamp
1995/96 - 401 mål - 3,038 mål per kamp
1911/92 - 321 mål - 3,028 mål per kamp
FC Midtjylland












