Brøndby bider fra sig: Grundspillets hårdeste hunde
Brøndby IF topper tabellen når det kommer til gule- og røde kort.

Grundspillet er færdigspillet.
Søndag blev der sat to streger under, hvem der skal spille med i top seks - og hvem der skal spille for overlevelse i Superligaen.
Blandt søndagens mange kampe blev der blandt andet spillet et opgør mellem FC Midtjylland og Brøndby IF på MCH Arena i Herning.
Godt nok endte kampen uden mål, men gule kort var der skam nok af.
Brøndby IF fik raget intet mindre end fem advarsler til sig, mens man i FC Midtjylland noterede sig for tre styks - det ene til cheftræner Mike Tullberg.
Samtidig har der i kølvandet på kampen været stor virak omkring Emmanuel Dennis' gule kort, for FC Midtjylland er af den klare overbevisning, at det burde have været rødt.
At der blev gået til stålet og uddelt otte gule kort i søndagens kamp mellem de to, er næppe et tilfælde.
I løbet af grundspillet er det nemlig netop Brøndby IF og FC Midtjylland, der har fået skrabet flest karantænepoint til sig.

Brøndby topper listen med 327 karantænepoint og sammenlagt ni karantænedage.
Lige efter finder man så FC Midtjylland med 314 karantænepoint og otte karantænedage. Faktisk har Midtjyderne fået flere advarsler, men Brøndby IF har alligevel fået flest strafpoint.
Selvom man kunne fristes til at tro, at der er en sammenhæng mellem succes og karantænepoint, sørger AGF for at mane den teori til jorden.
Aarhus-klubben, der går ind til slutspillet på Superligaens førsteplads med fire point ned til FC Midtjylland, har nemlig kun fået 138 strafpoint og en enkelt karantænedag i denne sæson.
Det til trods for, at man råder over Superligaens største bisse nogensinde i form af Nicolai Poulsen, der allerede i 2024 noterede sig for rekorden som den spiller, der har fået flest strafpoint i Superligaens historie.
Klassens største kæledægge er dog ikke AGF, men i stedet FC Fredericia. Oprykkerne har ikke noteret sig for en eneste karantænedag og er kun blevet tildelt 117 strafpoint i grundspillet.
De hårdeste hunde i Superligaen
Brøndby IF, 327 strafpoint, 41 kort
FC Midtjylland, 314 strafpoint, 45 kort
FC Nordsjælland, 285 strafpoint, 41 kort
Vejle Boldklub, 235 strafpoint, 41 kort
FC København, 234 strafpoint, 38 kort
OB, 225 strafpoint, 38 kort
Sønderjyske, 217 strafpoint, 36 kort
Randers FC, 208 strafpoint, 43 kort
Silkeborg IF, 152 strafpoint, 25 kort
Viborg FF, 151 strafpoint, 32 kort
AGF, 138 strafpoint, 32 kort
FC Fredericia, 117 strafpoint, 27 kort
Kilde: SuperStats
FC Midtjylland
AGF
Brøndby IF












