Falk mærker FCK-problemer: Kampbilledet siger det hele
FC København har store udfordringer, og det kunne Rasmus Falk også mærke lørdag.

Få nuværende aktive fodboldspillere - hvis overhovedet nogen - har et bedre kendskab til FC København end Rasmus Falk.
Godt nok skiftede han i sommer til OB, men inden da nåede den 34-årige Superliga-profil hele 339 kampe i FCK-trøjen i løbet af sine ni år i den danske hovedstadsklub.
Lørdag ramlede han så sammen med sin tidligere arbejdsgiver, da han og resten af OB fik 2-2 hjemme mod FCK.
Det var sågar tæt på en sejr, havde det ikke været for en udligning dybt inde i tillægstiden.
Efter slutfløjt blev Rasmus Falk forholdt den nuværende situation i FCK, hvor man lige nu kæmper gevaldigt med 'bare' at komme i top seks.
Og han er ikke i tvivl om, at der lige nu er udfordringer i hovedstaden:
- Det kan jeg jo mærke. Kampbilledet siger det hele. Der skal måske ikke gå så meget galt, før det bliver et nemmere hold at spille imod.
- Det bliver et andet hold, da de reducerer til 2-1, så i de der små momenter i kampen kan man godt fornemme, at de kæmper med det i øjeblikket.
- Når jeg står på den her side (som OB-spiller, red.), er jeg jo rigtig træt af, at vi ikke kan tage vare på det. Holde den lidt længere, for så ligner det også et hold, der var ved at have det rigtig, rigtig svært i den kamp her, siger Rasmus Falk til Campo og de øvrige presse efter slutfløjt i Odense lørdag.

Det ene point mod OB var FCK's første af slagsen i de seneste fem Superliga-kampe.
Med én kamp tilbage af grundspillet indtager FCK syvendepladsen i Superligaen, og udsigterne til top seks kan forværres yderligere alt afhængig af søndagens og mandagens resultater i den bedste danske række.
FC København
OB
Rasmus Falk













