FCM-forsvarer forlænger i forvejen lang kontrakt
Der virker til at være stor tiltro til Bilal Konteh i FC Midtjylland.

Så sent som for et år siden underskrev Bilal Konteh en aftale frem til 2030 i FC Midtjylland.
Alligevel har midtjyderne allerede nu valgt at forlænge den yderligere.
FCM oplyser således på sin hjemmeside tirsdag, at man har underskrevet en ny aftale med den unge forsvarsspiller.
Den nye kontrakt strækker sig nu frem til sommeren 2031.
- Bilal har taget nogle gode skridt det seneste år, og vi glæder os over nu at kunne forlænge samarbejdet yderligere. Når man ser ham i førsteholdsmiljøet, kan man tydeligt se, at hans fysik allerede matcher det højeste niveau. Nu handler det om at koble endnu flere rigtige beslutninger og mere kontinuitet på sit spil. Det er det næste skridt for ham.
- Vi ser et stort potentiale i ham. Han har værktøjerne, og han arbejder seriøst med sin udvikling. Den her forlængelse er et udtryk for, at vi tror på, at han kan tage de næste skridt hos os, hvis han fortsætter det arbejde, udtaler fodbolddirektør i FC Midtjylland, Jacob Larsen.
Hovedpersonen selv fortæller, at han nu har sat jagten ind på sit gennembrud i FCM.
Samtidig fremhæver han midtstopperen Martin Erlic som en inspirationskilde til sin videre udvikling.
- Det handler om at gøre alt fuldt ud. Martin (Erlic, red.) er et godt eksempel til både træning og kampe. Han gør alt hundrede procent hele tiden – og ikke bare 80 eller 90 procent.

Bilal Konteh har ved flere lejligheder været med på bænken for cheftræner Mike Tullberg, men har endnu ikke fået debut.
FC Midtjylland












