Officielt: Laurs Skjellerup tager et skridt ned i Italien
Han går fra Serie A til Serie B sæsonen ud.

Laurs Skjellerup tager et skridt ned i jagten på spilletid.
Spilletiden har nemlig været stærkt begrænset i Serie A hos Sassuolo i denne sæson, og derfor skal den danske angriber nu i stedet tørne ud for Spezia.
Efter tre sæsoner i Serie A rykkede Spezia forud for 2023-24-sæsonen ned i Serie B, hvor klubben har ligget lige siden.
Klubben fra Ligurien har lejet den nordjyske angriber for resten af sæsonen, og det er formentlig i bestræbelserne på at sikre tilværelsen i Serie B.
22 kampe inde i sæsonen er Spezia nemlig fjerdesidst ud af Serie B's 20 hold - forbedres den placering ikke, skal klubben til maj ud i en play-out duel.
Laurs Skjellerup fik den 17. januar de sidste ni minutter i Sassuolos 1-0-nederlag til Napoli. Det var først - og eneste - gang, han har fået spilletid i Serie A i indeværende sæson.

I alt er det blevet til syv kamp for Sassuolo, siden han i januar sidste år tog turen til den italienske klub fra sveske IFK Göteborg.
Den tidligere Hobro-angriber har sammen med sine nye holdkammerater 16 kampe tilbage i den italienske Serie B.
Umiddelbart er der ingen meldinger om en købsoption i aftalen, og dermed ventes Skjellerup i udgangspunktet at returnere til Sassuolo til sommer.
Laurs Skjellerup
Sassuolo












