Slot griner af Alonso-spørgsmål: Han har ringet til mig!
Arne Slot skulle lige finde en grimasse, der kunne passe.

Det skulle have været så lykkeligt og langt, men gik alligevel relativt hurtigt i vasken.
Tidligere på måneden stoppede Xabi Alonso i Real Madrid efter blot et halvt år som cheftræner i den spanske storklub.
Knapt nok havde nyheden set dagens lys, før han i alverdens medier blev koblet til Liverpool, der modsat sidste sæson har kæmpet med resultaterne i denne sæson.
Men Liverpool har jo sådan set allerede en manager, nemlig Arne Slot.
På et pressemøde blev hollænderen forholdt situationen - for hvad tænker han selv om rygterne, og har han egentlig være i kontakt med løsgængeren Alonso?
Spørgsmålet faldt dog ikke i videre god jord hos Slot, der ikke kunne finde på andet end et spøgefuldt svar:
- Ja, han har ringet til mig, lød det indledningsvist fra Slot, som fortsatte:
- Han spurgte: "Hvad synes du om holdet, for jeg kommer og tager over om seks måneder. Kan du fortælle mig lidt mere?". Måske tager han over allerede i morgen!
- Nej, nej, nej, sagde han med et grin og tilføjede, at det var et af de underligste spørgsmål, han nogensinde havde fået.
Efter den korte seance havde Liverpool-bossen brug for lige at understrege sin position i klubben.
- Hvad skal jeg svare? Jeg har været her i lidt over halvandet år, og jeg kan virkelig godt lide mit arbejde her. Vi vandt ligaen i sidste sæson, selvom vi åbenlyst kæmper lidt mere med det i denne sæson. Så ja, hvad er der tilbage at sige?

Liverpool vandt onsdag aften med 0-3 ude mod Marseille i Champions League. I Premier League indtager man fjerdepladsen.
Arne Slot
Liverpool
Xabi Alonso












