Brann-dansker i tumult med Larsson: Det er idioti
Det kostede Jordan Larsson et omtalt rødt kort for episoden.

Det røde kort, som Jordan Larsson fik i træningskampen mod Brann, har fået meget omtale.
Svenskeren blev udvist med tyve minutter tilbage af forestillingen, efter at han var involveret i en episode, som flere medier beskriver som tumult.
Her skulle Larsson altså ifølge Expressen have langet ud efter den danske Brann-spiller Emil Kornvig, der efter kampen kaldte episoden omkring det røde kort for "idioti".
- Det er idioti i en træningskamp, konkluderer Kornvig til det svenske medie og uddyber situationen:
- Jeg begår et tydeligt frispark, men jeg ved ikke, hvorfor han skulle sparke efter mig bagefter. Jeg går tilbage til ham og siger, at han skal stoppe, og vi siger et par ting mellem os, men det efterlader vi på banen, lyder det fra Emil Kornvig, der udtalte sig til Expressen.

Den tidligere Sønderjyske- og Lyngby-spiller forklarer, at Larsson forsøgte at give ham en lussing, og det var altså her, at Kornvig gik i græsset.
Situationen udløste som bekendt et rødt kort til Jordan Larsson, der kun nåede at spille knap en halv time, eftersom han blev skiftet ind til anden halvleg.
Det røde kort gjorde, at FCK spillede kampen færdig i undertal - selvom det slet ikke var meningen. Forinden havde de to hold nemlig aftalt, at kampen skulle spilles 11 mod 11.
Brann udlignede kort før tid, så det endte 1-1 mellem de to mandskaber, der krydsede klinger i Marbella.
Læs mere om den aftale mellem de to hold, som kampens dommer altså ikke overholdt her:

FC København
Jordan Larsson













