Tullberg jublede: Vanvittigt glad for Cornelius-mål
FCM-cheftræner Mike Tullberg er begejstret for FCK og FCM’s Europa-præstationer.

? Campo på MCH Arena
FC København overraskede de fleste, da de onsdag aften knoklede sig til en 3-2-sejr ude over Villarreal i Champions League midt i en meget hård periode for mesterholdet.
24 timer senere var det FC Midtjyllands tur til at vinde i Europa, i FCM's tilfælde med 1-0 hjemme over Genk i en tæt kamp.
De resultater og de øvrige 52 opgør i den europæiske midtuge betyder samlet set, at Superligaen rykker på 13. pladsen på UEFA-ranglisten forbi Norge (læs mere her).
Danmark skal være alvorligt uheldig nu for, at det ikke giver en ekstra plads i Champions League-kvalifikationen i sommeren 2027.
Og de resultater betyder meget for FC Midtjyllands cheftræner Mike Tullberg.
- Det er vigtigt, og jeg var vanvittigt glad for det i går, da jeg så hjemme på sofaen og FCK scorede med Cornelius til sidst. Det er jo det, vi skal huske alle sammen ved Europa. Vi er også glade og stolte over, at vi kan hjælpe til. Men generelt er det vigtigt for dansk fodbold, siger Mike Tullberg.

- Når vi rammer toppræstationerne, kan vi godt være med. Når vi spiller mod Nottingham Forest, der har solgt spillere for milliarder, der kan vi ikke sammenligne os med et Premier League-hold eller spanske hold. Hvis man spiller mod Real Madrid eller Barcelona, skal man ramme dagen. Det har andre hold været rigtig dygtige til, og nu er vi ved at komme efter det, siger FCM-cheftræneren.
Ser truppen an
Der er stor interesse for spillerne i FC Midtjyllands trup, der er blandt de yngste i de europæiske gruppespil i denne sæson, ligesom man var det i 2024/25.
Sportschef Kristian Bach-Bak har meldt ud, spillersalg ikke er noget, man overhovedet går efter til januar, og Mike Tullberg kan lide det materiale, han har haft at arbejde med i sine første 100 dage som cheftræner i FCM.
- Nu skal vi have en pause, og så skal vi se på, hvad vi gør, og hvad vi ikke gør i januar.
- Men jeg er rigtig tilfreds med den trup, jeg har til rådighed. Og det kommer jeg også til at være på søndag, siger Mike Tullberg.
Søndag har FCM 2025's sidste kamp, pokal-kvartfinalen ude mod FC Nordsjælland, der med garanti vil strække sig langt for at få FC Midtjyllands større og tungere spillere i problemer på kunstgræsbanen i Farum.

FC Midtjylland
Mike Tullberg












