Slot hylder: Dét er specielt ved ham
Arne Slot har kun flotte ord til overs for Dominik Szoboszlai.

Nej, det har ikke været Liverpools sæson indtil videre.
Alligevel har Dominik Szoboszlai formået at skinne igennem inde på midtbanen.
Senest scorede han det afgørende straffespark, da Liverpool tirsdag aften fik en tiltrængt 0-1-sejr ude mod Inter.
Efter slutfløjt blev manager Arne Slot derfor også spurgt ind til, hvad han egentlig tænker om sin ungarske stjerne.
Og han tænker ikke så lidt.
- Jeg har virkelig bedt om meget fra ham i den her sæson. Han har spillet mange forskellige positioner. Men uanset hvilken position han spiller, forsøger jeg altid at få sat ham i spil på bestemte måder.
- Jeg synes, at det der er så specielt ved ham er, at han løber så meget. Han er en af de få spillere, der har spillet fire kampe de seneste 10 dage.
- Det er specielt, det han gør rent fysisk, men også i forhold til fodbolden, for han spillede en god kamp og var klar i et svært øjeblik. Det er ikke nemt at spille 86 minutter og så skulle tage sit første straffespark for Liverpool i en 0-0-kamp, siger Arne Slot.

Liverpool er med sejren kravlet op på ottendepladsen i Champions League med 12 point i seks kampe.
Arne Slot
Dominik Szoboszlai
Liverpool












